TV2’s nylige afsløringer af massivt omsorgssvigt i københavnske børnehaver har med rette medført stor både folkelig og politisk forargelse.

Lars Christensen er chefredaktør for Euroinvestor. Læs meget mere om aktier HER.

Reaktionen fra den samlede danske venstrefløj og fagforeninger har ikke overraskende været den normale tilgang til ethvert problem – smid flere penge efter det.

Sandheden er imidlertid, at elendig offentlig service sjældent kan løses ved at brænde endnu flere af skatteborgernes penge af på problemet.

Chefredaktør for Euroinvestor Lars Christensen.
Chefredaktør for Euroinvestor Lars Christensen.
Vis mere

Når der rituelt skriges på 'minimumsnormeringer' i daginstitutionerne, så glemmer man at nævne, at netop Københavns Kommune, hvor de massive problemer er blevet påvist, har de markant højeste udgifter til børnepasning per barn i hele landet. Det er altså ikke penge, der mangler.

Problemet er derimod, at der ikke er de rette incitamenter til at levere en god service til borgerne (børnene), da der ingen sammenhæng er mellem produktets kvalitet og de ressourcer, der tilføres.

Og det gælder ikke kun for daginstitutionsområdet. Det gælder stort set for alle steder i den offentlige sektor. Faktisk tyder alt på, at jo ringere kvalitet, der leveres, desto flere skatteborgerpenge bliver der brændt af på det.

Det fundamentale problem er, at vi i Danmark ikke blot har valgt, at finansieringen af 'velfærdsgoder,' som børnepasning, uddannelse, sundhed og ældrepleje kollektiviseres, men samtidig har vi valgt, at produktionen af disse goder skal ske i den offentlige sektor.

Med andre ord har vi valgt, at produktion og styring af 'velfærdssektoren' ikke skal ske på markedsvilkår, hvor gode og dygtige producenter belønnes med flere kunder og højere profit, men derimod på planøkonomiske vilkår.

Derfor producerer vi børnepasning på præcis samme måde, som man producerede traktorer i Sovjetunionen. Den eneste forskel er egentlig, at dårlige børneinstitutionsledere ikke risikerer at blive hentet af det hemmelige politi om natten, hvis de svigter planen. Og heldigvis for det.

I en markedsøkonomi har producenterne af varer et kraftigt incitament til at producere det bedste produkt til den lavest mulige pris, for ellers bliver kunderne og dermed profitten væk.

Disse ekstremt vigtige og gavnlige mekanismer eksisterer ikke i den planøkonomiske danske 'velfærdssektor.'

Her er forbrugernes valgfrihed og prismekanismen erstattet af centralt bestemte regler for, hvor du skal sende dine børn i børnehave og skole, der er indført prisregulering, der er yderst begrænset valgfrihed, og konkurrence er bandlyst, og gud forbyde, at elendige børneinstitutioner og skoler skulle gå konkurs, hvis kunderne blev væk.

For det gør de ikke. Tværtimod er de tvangsindlagt til at betale i dyre domme over skattebilletten for elendig service og i værste fald direkte misrøgt i daginstitutioner og i ældreplejen.

Og ja, vi har i de sidste 20 år set en bevægelse i retning af en smule mere valgfrihed, der er blevet markedsført af politikere som 'frit valg,' men at kalde det et fremskridt er stort set lige så hult, som at påstå, at det tidligere kommunistiske kooporative system af arbejderstyrede virksomheder i det (blødere) kommunistiske Jugoslavien var bedre end betonkommunismen i DDR.

Politikere og embedsmænd ved godt, at det slet ikke fungerer. Hverken i daginstitutionerne eller i ældreplejen, og i sin desperation for at få det til at fungere, har man så forsøgt at 'genopfinde' den offentlige sektor.

Det har fået navnet New Public Management (NPM), som især siden 1990’erne er vundet frem i den offentlige sektor.

New Public Management er i virkeligheden et forsøg på at forfine planøkonomien i den offentlige sektor og pakke det ind i management-floskler. Vi har fået 'resultatstyring' og 'måltal,' og f.eks. daginstitutioner skal have 'virksomhedsplaner.'

Man kan sige til forsvar for disse tiltag, at de er nødvendige. Når prismekanismen og muligheden for, at de offentlige virksomheder og institutioner kan gå konkurs, er afskaffet, så må det erstattes af noget andet, og da vi trods alt ikke vil bruge et hemmelig politi, så må vi i stedet indsætte en hær af DJØF’ere.

Det er New Public Management. Det fungerer bedre end totalt fravær af ansvar, men markant mere ringe end markedsmekanismen.

I Københavns Kommune hader de dominerende politiske partier - især Enhedslisten og Alternativet – New Public Management.

De vil have planøkonomi – uden plan og uden økonomi. Det er ene og alene fagforeningernes og de kommunalt ansattes interesser, der sættes i første række, og så har børnene bare at lade være så 'egoistiske.'

Men det er ikke kun et københavnsk problem, og det er ikke kun er problem, der er knyttet til daginstitutionerne. Det er et problem, der er knyttet sig til stort set hele 'velfærdssektoren' i det meste af landet.

Det tragiske resultat er, at vi i Danmark i dag producerer velfærdsydelser på samme måde, som man producerede traktorer i Sovjetunionen – nemlig dyrt og dårligt.