Det er lørdag formiddag, vi er lige blevet færdige med børnenes tennistræning og er nu på vej hjem i bilen.

Da vi holder for rødt, lige inden vi er nået hjem, tager jeg chancen: 'Børn, jeg vil gerne stille jer et vigtigt, men svært spørgsmål, hvor I skal tænke jer godt om, inden I svarer.'

De kigger med det samme på hinanden med det der 'åh-nej-nu-vil-han-sikkert-sige-noget-om-hjernen-igen'-blik og kigger så afventende tilbage på mig med let spørgende øjenbryn.

'Hvad tror I meningen med livet er?' spørger jeg så, vel vidende at de to hhv. syv- og ni-årige hjerner nu kommer på overarbejde, fordi de tror, at de skal svare rigtigt på et spørgsmål, hvor far har facit.

Inspirationen til at stille mine børn dette spørgsmål er opstået 36 timer tidligere, da jeg er nået til side 46 i filosoffen Morten Albæks nye bog 'Et liv. En tid. Et menneske'. En bog, der omhandler paradokset om, at vi lever i et land, som gang på gang kåres til at være et af verdens lykkeligste, men som alligevel døjer med en grad af mental usundhed, der efterhånden nærmest minder om en folkesygdom.

De to skelsættende begivenheder, der har inspireret Albæk til at skrive denne bog, er dels hans fars bortgang for nogle år siden samt en læseoplevelse, han havde, omhandlende menneskers fem største fortrydelser, når de lå på deres dødsleje. Disse fortrydelser var:

1) At de ikke havde holdt kontakten til deres venner

2) At de ikke havde tilladt sig selv at være mere lykkelige

3) At de ikke havde haft modet til at udtrykke deres følelser mere

4) At de ikke i højere grad havde levet et liv ud fra deres egne præmisser og mindre ud fra andres forventninger - og til slut det, den store majoritet af døende mennesker på tværs af etniske, religiøse og sociale skel allermest fortrød:

5) At de havde brugt så meget af deres liv på at arbejde

Et liv, der ellers alt for nemt bliver degraderet til en prik-til-prik-tegning, hvor vi bruger al vores tid og fokus til blot at forbinde stregerne mellem seng, bil, kontor, supermarked, sofa - og så tilbage til sengen igen.

Dag efter dag, uge efter uge – typisk afbrudt af fem ugers ferie - inden vi starter forfra igen. Men som Albæk påpeger: hvordan kan vi opnå meningsfulde liv, hvis ikke vi tager stilling til, hvad der er meningsfuldt? Og hvis hverken vi selv eller andre nogensinde stiller spørgsmålet om, hvad der er meningen med vores liv - lever vi så overhovedet de liv, vi selv ønsker - eller ender vi bare med at leve det liv, vi lever?

Tilbage i bilen svarer min datter først, lidt tøvende: 'Kærlighed, tryghed og at man passer på sig selv, ikke?' Jeg nikker og kigger så over på min dreng, der kommer med sit bud; 'At man har det godt og føler sig elsket.'

Jeg smiler og fortæller dem, at det er nogle virkelig gode svar, men fortæller også, at jeg faktisk ikke kender svaret selv, men at jeg gerne vil give mit bud lidt senere. De kigger lidt skuffede på mig – åbenbart ud fra en helt klar forventning om, at meningen med livet selvfølgelig er noget, som jeg har helt styr på.

Nogle timer senere efter at have tænkt mig grundigt om sætter jeg mig ned sammen med dem og giver dem så mit bud på en børnevenlig version af meningen med livet:

»Meningen med livet er at passe på både kroppen, hjertet og hjernen. Kroppen passer I bedst på ved at sove, spise, drikke og hvile jer nok hver eneste dag. Hjertet passer I bedst på ved at opleve kærlighed, tryghed og respekt nok hver eneste dag. Hjernen passer I bedst på ved, at det, I bruger den til, for det første er svært nok til, at I altid vil gøre jer umage, for det andet er vigtigt nok til, at I ikke kan lade være med at bruge tid på det – og endelig for det tredje, at det er med til at gøre jer bedre til at være mennesker, som kan betyde noget for andre end jer selv.«

Læs Morten Albæks bog og tal derefter med de mennesker, der betyder noget for dig om, hvad meningen med deres - og dit - liv egentlig er.

Den samtale kan blive den vigtigste, du tager i dit liv.