Det er morgen, og vi er på vej i skole, hånd i hånd.

Jeg kigger ned på min syvårige knægts ansigt og fornemmer, at han virker en anelse betuttet. Da jeg spørger, hvad der er galt, kommer det lidt tøvende, at det er i dag, der er generalprøve på hans teaterstykke, hvor han har to roller som hhv. Fisk og Den Gamle Ørn.

'Aha,' svarer jeg. 'Og du er nervøs for, at det ikke kommer til at gå godt?' 'Mmmmm.' lyder det spagfærdigt.

Hvis der er en ting, som 13 års lægegerning har lært mig, så er det, at man sjældent kan hjælpe andre, men allerhøjest hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Selv, når det gælder ens syvårige knægt, som man jo bare ønsker det bedste for og allerhelst har lyst til at bære på hænder og fødder resten af hans liv. Jeg stiller i stedet en række spørgsmål, som forhåbentlig kan skabe nogle aha-oplevelser i ham, der kan hjælpe ham, når følelsen af usikkerhed eller utilstrækkelighed senere på dagen vil dukke op i ham, når han står på scenen.

'Kender du nogen, der er lige som dig og kan mange af de samme ting, som du kan, men som også er god til at spille teater?'

Han tænker sig om og nævner så hurtigt navnet på sin tre år ældre søster, der går til teater og går op i det med liv og sjæl. 'Og har du tidligere gjort noget, som viste dig, at du er en modig dreng – selvom du måske ikke troede, at du var det til at starte med?'

Dette ledende spørgsmål får heller ikke lov at vente længe på svar: 'Da jeg hoppede fra tremetervippen?' Jeg nikker og spørger ham så, om han kan huske, hvad jeg sagde til ham, lige efter han havde sprunget fra tremeter-vippen. 'Det der med, at jeg nu var blevet en modig dreng, der kunne springe fra tremetervipper?' Jeg nikker igen.

Vi går lidt videre i stilhed, og imens kan jeg nærmest høre tandhjulene knage inde i det lille hoved. Inden vi når helt frem til skolen, fortæller jeg ham, at selv om han er en modig dreng, der tror på, at han godt kan klare det, så er der alligevel en ting, der vil kunne spænde ben for ham, hvis ikke han finder en løsning på det.

Nemlig de sommerfugle i maven, der kan dukke op, når man er spændt. Men heldigvis kan man jo bare trække vejret dybt nogle gange, når man mærker kroppen blive spændt, så man ikke når at blive alt for nervøs. Jeg kan mærke, at samtalen har hjulpet, kysser farvel og ønsker ham en god dag.

Umiddelbart lyder det formentlig bare som en tilfældig hygge-samtale. Men de principper, som jeg bevidst prøvede at følge, er baseret på psykologen Albert Banduras forskning, der påviste, at der var særligt fire ting, som kunne styrke vores tiltro til vores egne evner. Det første er erfaringer, som kommer sig af, at vi lykkes med at klare nye udfordringer – som f.eks. at lykkes med at hoppe fra tremetervipper.

Det andet er den feedback, som vi modtager af andre omkring os, især når vi roses for vores indsats snarere end for resultatet af det, vi gør. Det tredje er, når vi kan spejle os i succesoplevelser hos mennesker, som vi normalt sammenligner os med, og endelig er den sidste ting vores evne til at holde vores krops reaktioner under kontrol i pressede situationer.

Problemet med at trøste bekymrede børn med udtalelser, som at det nok skal gå, eller at de ikke skal tænke på det o.l., er, at løsningen typisk kun virker i nuet, når mor eller far trøster. Når de er alene igen, dukker bekymringerne måske frem på ny. I stedet for at tænke på børneopdragelse bør man måske snarere tænke på det som børneopdagelse. For det er jo først, når barnet opdager, at det, som det gør i en given sammenhæng, rent faktisk virker, at adfærden fremover påvirkes i en mere brugbar retning.

Da vi senere på dagen talte om, hvordan det var gået, og hvad han havde lært af oplevelsen, kom svaret prompte: ”Det gik godt, og jeg lærte, at man er nødt til at være bange indimellem, for ellers opdager man ikke, at man også kan være modig.” Da jeg havde tjekket efter en ekstra gang, om min søn var blevet besat af Master Yoda fra Star Wars, måtte jeg bare stolt erklære mig enig.