Ved du egentlig, hvordan du går hjem?

'Faaar, jeg er stresset,' lyder det pludselig fra min datter. Jeg kigger op fra computeren og kigger på krøltoppen, der går helt upåvirket rundt, viftende med den ene hånds ringfinger, hvor der sidder en sortfarvet ring på. 'Øh... hvorfor siger du det, skat?' 'Det kan man se på min ring. Når den er sort, er man stresset, når den er blå, er man normal, og når den er grøn, er der romantik i luften.'

På den ene side er der ikke noget at sige til, at børn i 10-års alderen i dag nærmest som en selvfølge bruger begreber som stress, når man tænker på, at Den Nationale Sundhedsprofil i 2017 viste, at knap 25,1 procent af danskerne går rundt med forhøjet stressniveau, samt at over 600.000 danskere døjer med dårlig mental sundhed.

En anden undersøgelse fra COWI viste også, at knap 17.000 danskere dagligt er sygemeldt med stress. På den anden side er der altså alligevel noget forkert i at høre børn snakke om stress.

Begrebet stress optager mig særligt meget i disse måneder, da jeg som medlem af Det Nationale Stresspanel, der blev nedsat i sommer af seks ministre, har fået til opgave at dykke grundigt ned i stressproblematikken på en række panelmøder, godt bistået af nogle af landets dygtigste stressforskere. I januar 2019 skal vi barsle med en række konkrete forslag til, hvordan vi på samfundsniveau kan knække den opadgående stresskurve.

Der er dog en ting, som jeg i særlig grad har hæftet mig ved indtil videre, og som undrer mig såre. Mange mennesker går nemlig rundt med en manglende forståelse for, hvordan det vigtigste organ, vi har - nemlig hjernen - egentlig virker. Det gælder både mange af de arbejdsgivere og ledere, der for eksempel skaber arbejdsbetingelserne, såvel som mange af de medarbejdere, der i sidste ende udvikler den skadelige stress.

Det faktum, som jeg bl.a. til mine foredrag igen og igen bekræftes i, er, at vi som nation har brug for at få langt bedre styr på daglige mentale pauser. Når jeg fx spørger, hvor mange der på daglig basis foretager sig aktiviteter med det formål at give deres hjerne en pause, er det som regel højst en lille håndfuld, der rækker deres hænder op, selv til foredrag, hvor der måske sidder tusindvis af mennesker. Tænker du fx på dit arbejde efter arbejdstid? Hvis du er som de fleste, så gør du det formentlig. Men får du løn for den tid, du tænker, på dit arbejde? Nej vel? Hvorfor gør du det så?

Typisk er grunden jo den simple, at du ikke kan lade være. Vi har nemlig aldrig haft lettere ved at 'gå på arbejde', end vi har i dag, hvor vi jo lever i en tid, hvor arbejdet er i hovedet, og kontoret ligger i lommen. Den helt store udfordring kommer derfor til at bestå i, at vi glemmer at gå hjem – selv når vi går hjem. At vi konstant tjekker arbejdsmail i tide og utide, både når vi ligger derhjemme på sofaen, keder os eller bare er ude at gå en tur.

Problemet ved, at du ikke klart kan svare på, hvordan du dagligt giver din hjerne en pause, er jo, at der så er ret stor sandsynlighed for, at du ikke gør det. Det svarer til, at du kører rundt i en bil og kun ved, hvor speederen sidder, men aldrig har hørt om bremsen. Det sjove er, at pauserne ofte allerede ligger der – vi tænker bare ikke på dem som vigtige pauser. En simpel gåtur med hunden, en løbetur, et langt bad, skønlitterær godnatlæsning eller en togtur, hvor vi bare sidder og kigger ud ad vinduet, er ofte nok.