»Var det ikke bare en god tale, jeg holdt i går, far?« spørger min datter hen over morgenmaden med et kæmpe forventningsfuldt smil på læberne.

Jeg kigger op og har nu blot få sekunder til at beslutte mig for enten at fortælle hende, hvor stolt jeg er af hende, og hvor flot det var, at hun turde stille sig op og holde en tale for et helt fødselsdagsselskab med masser af voksne og børn til stede.

Eller sige sandheden, der måske risikerer at slukke det forventningsfulde lys i øjnene på hende, for det var ikke en særlig god tale - i forhold til andre taler, som jeg har hørt hende holde før.

Små hverdagsdilemmaer som disse – og særligt måden, som vi som forældre håndterer dem på - er ekstremt vigtige for, hvilke børn vi får ud af det i den anden ende, samt hvad der kommer til at drive dem i deres liv.

Den amerikanske professor og førende motivationsforsker Carol Dweck fra Stanford Universitet har nemlig gennem sin forskning påvist, at den måde, som man roser børn på, i høj grad former deres tro på både, hvad de kan - men også om de kan.

I et af hendes mest kendte forsøg opdelte hun nogle børn i to grupper, som efter at have udført nogle opgaver fik to forskellige typer af feedback. Den ene gruppe blev rost for deres intelligens (»wow, det er et virkelig flot resultat - det må være, fordi du er klog«), mens den anden gruppe blev rost for deres indsats (»wow, det er et virkelig flot resultat - det må være, fordi du har gjort dig umage«).

Herefter blev børnene præsenteret for nogle flere opgaver, der var præcis på samme niveau, som da de startede.

Men lidt overraskende begyndte de børn, der var blevet rost for deres dygtighed, nu at underpræstere af frygt for at skuffe lærerens positive forventninger, mens den anden gruppe derimod gjorde sig ekstra umage og klarede sig bedre. De havde nemlig tolket tilbagemeldingen på den måde, at en god indsats er vejen til en forbedret præstation.

Pointen er, at når man roser adfærd, får man typisk mere af den. Men når vi fokuserer på børns intelligens, dygtighed eller resultater, så lærer de, at det er vigtigere at være noget bestemt end at gøre noget bestemt.

Udfordringen er bare, at de har langt sværere ved at ændre på, hvem de er, end at ændre på det, de gør. Derfor er ros, der sigter mod deres handlinger eller den betænksomhed, som de evt. har udvist, langt bedre i en opdragelsessituation.

En anden uheldig konsekvens, man kan få, ved at mennesker begynder at blive for ivrige efter at blive rost for dem, de er, end det, de gør, er, at de over tid risikerer at prøve at ændre på deres personlighed for at modtage rosen eller anerkendelsen.

Et fænomen, som jo særligt er udbredt på de sociale medier, hvor det liv, som folk poster af sig selv, ofte er styret af, at andre skal synes godt om det, de ser. Menneskers adfærd styres typisk af to typer af motivation: indre eller ydre styring.

Eksempler på ydre styring er, hvis du som menneske gør noget, fordi du gerne vil opnå noget uden for dig selv f.eks. anerkendelse, bonusser eller likes – eller det modsattte: hvis du vil undgå noget f.eks. straf, bøder eller afvisninger.

Indre, styrede handlinger derimod er mere ting, som man gør, fordi det føles rigtigt og godt, eller fordi man er drevet af sin moral, værdier, inspiration eller lyst - eller selvfølgelig også, hvis man er egoistisk, amoralsk eller har andre negative karaktertræk, som styrer ens adfærd.

Samlet set betyder det, at ens måde at rose andre på kan være med til at gøre dem enten mere indrestyrede eller mere ydrestyrede.

Tilbage til morgenmaden svarer jeg derfor:

»Skat, det var virkelig betænksomt, at du holdt den tale. Men jeg synes faktisk, at den tale, du holdt forleden, var bedre. Hvad var anderledes i går?«.

Hun vakler lidt mellem skuffelse og nysgerrighed, men siger så:

»Jeg var nok bare lidt mere nervøs, og så havde jeg måske ikke forberedt mig lige så meget.«

Phew, tænker jeg:

»Nå, okay, så ved du, at dine taler bliver bedre, når du forbereder dig.«

Hvordan roser du mennesker omkring dig: For det, de gør – eller dem, de er?