En af de ting, som jeg mener, der mangler mere af i dag, er forpligtende rum og rammer, hvor børn lærer at gøre ting, som dels er større end dem selv, og hvor de samtidig lærer at indgå i meningsfyldte og gensidigt forpligtende fællesskaber med andre mennesker.

Da jeg var 11 år flyttede min familie fra Nørrebro til Vanløse, fordi min far var bekymret for, at mine to ældre brødre skulle havne i dårligt selskab. Kort efter flytningen blev mine brødre af min far sendt ned i den nærmeste Taekwondo-klub, hvor de begyndte at træne og fik så - efter nogle år - følgeskab af mig.

Det sammenhold, der opstod nede i den Taekwondo-klub i de år, er nok noget af det, der har spillet den største rolle for dannelsen af min identitet samt min følelse af at høre til i Danmark. I klubben lærte man nemlig ret hurtigt, at når man trænede, så var alle nationale, religiøse, kønsmæssige, sproglige og aldersmæssige skel komplet irrelevante. Den eneste farve, der reelt set betød noget, var den på ens bælte, der sagde noget om ens erfaringsniveau. Det gjorde også, at forskelle hurtigt kom i baggrunden, og at man derved nemmere kunne få øje på lighederne.

Ens bæltefarve bestemte samtidig ens plads i ’hierarkiet’, så dem med de højeste bæltegrader stod forrest i træningssalen, mens de lavere graduerede stod bagved. Samtidig forventedes det af de højere graduerede, at de kunne lære fra sig, når de trænede sammen med dem, der havde mindre erfaring. Erfaring og ansvar fulgte hinanden. Sporten, der stammer fra Sydkorea, indeholdt desuden nogle faste ritualer, såsom at man hilste pænt på det sydkoreanske flag, når man trådte ind i træningssalen, bukkede pænt for træneren og sine kammerater, tog armbøjninger, hvis man kom for sent osv.

På et helt basalt niveau var disse fælles regler med til at sikre, at der hurtigt opstod en samhørighed og et fælleskab, som var helt unikt. Hvor der vitterligt var plads til alle, og hvor alle var vidt forskellige, men gode nok. Vi begyndte at deltage i konkurrencer, og selvom det var en individuel sport, hvor man kæmpede hver for sig, så trænede vi alligevel sammen 5-7 gange om ugen og overnattede også ofte nede i Taekwondo-klubben. Dette sociale fællesskab dannede grundlag for, at jeg fik skabt nogle helt specielle relationer til mange af mine klubkammerater, som jeg trænede sammen med op gennem 90’erne – og som stadig ser i dag. Nogle af disse venner har jeg altså kendt i over 30 år, hvilket på mange måder er helt specielt. Og vigtigt.

Verdens længste studie i livskvalitet konkluderede for noget tid siden, at nære og dybe relationer var den vigtigste faktor for at mennesker fik et godt liv. En nær og dyb relation var defineret som en, hvor man kunne se andre for dem de er, blive set for den man selv er – og i det hele taget være sig selv mest. Men det medfører også, at sådanne relationer kun kan opstå, hvis man oplever fællesskaber, hvor mennesker udvikler sig sammen på trods af deres forskelle.

For mig som barn af pakistanske indvandrere var det fantastisk at få lov at repræsentere Danmark på Taekwondo-landsholdet ved EM & VM, fordi det var med til at styrke min følelse af at være god nok. At blive anerkendt og respekteret for, hvad man kan, er nemlig en af de mest karakteropbyggende og selvtillidsskabende oplevelser, mennesker har brug for, fordi den følelse øger chancen for, at man også kan lykkes andre steder i sit liv.

Derfor bør vi virkelig arbejde for, at alle børn og unge oplever at indgå i gensidigt forpligtende fællesskaber, der styrker deres selvværd og deres oplevelse af at være noget for andre end sig selv. Det er en af de vigtigste opgaver i samfundet i dag, hvor børn og unge nemt risikerer at lære, at andre mennesker slukker man for, når de ikke interesserer en længere.