Efter regeringens plan vil en udvidelse af den såkaldte Arne-pension træde i kraft ved årsskiftet.

Helt lavpraktisk betyder det, at den månedlige ydelse hæves med 3.095 kroner om måneden – og at aldersgrænsen for at modtage den tidlige pension bliver fastholdt på 64 år for personer født mellem 1963 og 1965.

Samtidig sænkes kravet til antallet af år, man skal have været på arbejdsmarkedet for de påvirkede årgange.

Men hvis fastfrysningen bliver permanent, så er det ikke kun personer, der har haft et langt og hårdt arbejdsliv – ligesom inspirationen bag Arne-pensionen, Arne Juhl – der vil kunne komme tidligere på pension.

For Liberal Alliances politiske ordfører, Mads Strange, ville i sådan et tilfælde også kunne udnytte ordningen.

Sådan lyder det i hvert fald fra ham selv i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, hvor han var i studiet sammen med Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund.

»Problemet med Arne-pension er jo, at det udelukkende afhænger af, hvor længe du har været på arbejdsmarkedet. Så det har ikke noget med nedslidning at gøre,« siger Mads Strange og fortsætter:

»I regeringsgrundlaget, der lægger I op til en fastfrysning af Arne-pensionen. Hvis I holder fast i den politik, så kommer jeg til at kunne få Arne-pension.«

Til B.T. oplyser Mads Strange, at han har taget en lang videregående uddannelse på universitet, hvor han sideløbende har arbejdet fuldtid, siden han var 22 år gammel.

»Hvorfor skal de arbejdende danskere betale for, at jeg, som folketingsmedlem i Danmark skal komme på pension før tid? Det er totalt tosset. Og det illustrerer jo meget fint, at det her er en horribelt dårlig løsning,« tilføjer han.

I Borgerlig Tabloid taler Mads Strange om et hypotetisk scenario, da reglerne for tidlig pension for personer født efter 1971 endnu ikke er fastlagt.

Det er derfor ikke sikkert, at Mads Strange – der er født i 1999 – i fremtiden kan gøre brug af Arne-pensionen. 

I podcasten anerkender Rasmus Stoklund den teoretiske mulighed. Han tvivler dog stærkt på, at Strange kommer til at benytte sig af den. 

»Jeg synes, at det bliver spændende at se, om Mads så rent faktisk vælger at gøre det. Om Mads synes, det er attraktivt at gå ned på en ydelse, der fra 1. januar 2027 vil være 18.000 kroner om måneden, når han når den alder,« siger Rasmus Stoklund og fortsætter med en kæk bemærkning om, at Mads Strange kan gå hen og blive statsminister i fremtiden:

»Jeg har svært ved at forestille mig, at Mads han siger: 'Jeg dropper sgu' Statsministeriet. Jeg gider ikke være statsminister længere. Nu kan jeg komme på Arne-pension.'«

En udtalelse, som Mads Strange finder fjollet, da han ikke mener, at personer som ham overhovedet burde kunne have muligheden for at komme på Arne-pension.

Men ifølge Rasmus Stoklund vil det være problematisk, hvis velfærdsordninger målrettet danskere med ufaglærte eller faglærte job ikke kunne blive til noget, fordi personer med en akademisk uddannelse, der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet, potentielt også kunne få adgang til dem.

»Hvis man så siger: Vi kan sgu' ikke have noget (tilbud, red.) til jord- og betonarbejderen og til social- og sundhedshjælperen, fordi der er en risiko for, at vores fremtidige statsminister så er på den samme ordning,« siger han og fortsætter:

»Vi kommer nok ikke et sted hen, hvor der ikke vil være en eneste i Danmark, der vil sige: 'Okay, det er sgu' lidt underligt, at statsministeren valgte at gå på Arne-pension'.«

»Men ikke desto mindre, så spiller den (Arne-pensionen, red.) en vigtig rolle for en masse andre mennesker, og derfor vil vi gerne bevare den alligevel, også selvom Mads benytter sig af den,« tilføjer han.

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

I 2019 var Arne-pensionen Socialdemokratiets helt store salgsnummer. Men langt færre end forventet har gjort brug af ordningen – så nu prøver Socialdemokratiet igen med en udvidet model. Men dét er Liberal Alliance kraftige modstandere af. De mener, at Arnepensionen parkerer sunde og raske ældre på bistand. I dagens afsnit tørner partiets to politiske ordførere sammen Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæster: Mads Strange, politisk ordfører for Liberal Alliance Rasmus Stoklund, politisk ordfører for Socialdemokratiet Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producere: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.