Inden længe vil der være flere socialdemokratiske vælgere på kirkegårdene end nede i stemmeboksene.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances politiske ordfører, Mads Strange, i det seneste afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid.

»Ved I, hvorfor Socialdemokratiet lige nu bløder unge vælgere?« spørger Mads Strange (LA) retorisk.

»Det skyldes, at I taler ned til ungdommen. Fordi unge mennesker, der har hele livet foran sig, ikke gider leve i Mette Frederiksens lommepengesamfund,« siger han og fortsætter:

»Hvor I sidder og håndplukker forskellige vælgersegmenter, som på alle mulige arbitrære parametre skal have sat penge ind på deres konto.«

Mads Strange (LA) var i afsnittet i en heftig debat med Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Thomas Skriver Jensen, om, hvem der egentlig er Danmarks ægte arbejderparti.

Der foregik en heftig debat mellem Mads Strange (LA) og Thomas Skriver Jensen (S) i dagens afsnit af Borgerlig Tabloid.
Der foregik en heftig debat mellem Mads Strange (LA) og Thomas Skriver Jensen (S) i dagens afsnit af Borgerlig Tabloid. Foto: Emilie Maja Jeppesen.

Det sker, efter en undersøgelse foretaget for Altinget viser, at Liberal Alliance er det mest populære parti blandt både de 18-29-årige og de 30-39-årige arbejdervælgere.

Socialdemokratiet er derimod kun størst blandt arbejdervælgerne over 60.

»Vælgerne gider ikke fortællingen om, at folk ikke kan noget selv, og at de derfor er nødt til at blive holdt i hånden af bedrevidende politikere,« forklarer Mads Strange, der samtidig konstaterer, at det er dét, der er problemet med Socialdemokratiets kurs.

»Jeg tror, at der er langt flere arbejdere, som bryder sig om Liberal Alliances tilgang, hvor man i første omgang bare lader folk få lov til at beholde langt flere af deres egne penge,« understreger han.

LA-politikeren peger samtidig på, at vælgerne i hans optik selv ønsker at have styringen over deres penge frem for at lade »bedrevidende politikere«, der sidder inde bag Christiansborgs tykke mure, håndplukke, hvornår folk kan få penge sat ind på deres konto.

»De gider ikke jeres fødevarechecks, de gider ikke jeres varmechecks, de vil gerne have lov til at leve et liv, hvor de kan bruge deres penge på lige præcis det, som de har lyst til,« lyder det til slut.

Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

Borgerlig Tabloid

De to kamphaner Mads Strange (LA) og Thomas Skriver Jensen (S) har de seneste par dage diskuteret et klassisk og meget principielt spørgsmål på de sociale medier: Hvem er Danmarks ægte arbejderparti? I dagens afsnit har vi trukket dem i studiet, og her går bølgerne højt, når de to ordførere hver især argumenterer for, hvorfor de repræsenterer det arbejdende folk. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæster: Mads Strange, folketingsmedlem og politisk ordfører (LA) Thomas Skriver Jensen, folketingsmedlem og udlændinge- og integrationsordfører (S) Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Producere: Teis Zacho og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke: https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.