Kvælertag, spark, spytklatter og et barn, der træder op på et andet barns hals og sætter af for næste skrift.

Et barn binder og tæsker angiveligt et andet barn. Et barn holdes fast op ad muren ifølge forældre på Tranegårdsskolen i Gentofte, mens et barn trues verbalt, og et barn har angiveligt en kniv med i skole. Der er børn, der slet ikke vil i skole af bare skræk for, hvad de bliver udsat for. Her gælder 'survirval of the fittest,' skriver Berlingske i en artikel, hvoraf det fremgår, at Tranegårdsskolen skriver sig ind i fortællingen af den seneste tids beretninger og klager om vold på skoler i Københavnsområdet.

Vold er blevet en del af børnenes hverdag, og både lærer og forældrene peger på fejlslået inklusion, som en stor del af årsagen til problemet. En forældre, hvis barn har været udsat for vold, udtaler, at 'det eksperiment, der kører med at indsluse alle elever i folkeskolen,' ikke fungerer, og 'vores børn betaler prisen.'

Men det er vel at mærke ikke fejlslået integration, hvor religiøse og kulturelle forskelle kan være en hindring for, at børnene uproblematisk glider ind i fællesskabet. Nej, det er inklusion af børn med særlige behov. Etnisk danske børn, der har fået en diagnose. ADHD, damp og hvad det alt sammen hedder. Altså de såkaldte udadreagerende børn. Læs det igen: Udadreagerende. Alene udtrykket vidner om et frygteligt maskinelt syn på mennesket og menneskets adfærd.

Der er ingen tvivl om, at børn med diagnoser er en særlig pædagogisk og psykologisk udfordring, og det er ikke så mærkeligt, at lærernes fokus let samler sig omkring denne gruppe børn, mens de andre velfungerende bliver ladt i stikken. Og problemerne med vold og dårlig trivsel på de københavnske skoler er meget alvorlige og kalder på handling og løsning. Men når alt det er sagt, er der grund til at være bekymret over, hvorfor vi pludselig har så mange diagnosticerede børn i det ellers meget velfungerende velfærdssamfund.

Andelen med børn og unge med psykiske diagnoser er fordoblet på få år. Hvordan i al verden kan det være? Ja, man kan få den fæle mistanke, at alt for mange mennesker i deres barndom og helt dannende og formende år får påklistret en diagnose af behandlingssamfundet ud fra troen på, at alle knaster på et lille menneskes liv kan sættes på formler og forklaringer.

Før nogen bliver alt for rasende, skal alt det følgende læses under den overskrift, at jeg er fuldstændig klar over, at der er (enkelte) tilfælde, hvor mennesket reelt har en psykisk lidelse, der skal tages vare på og behandles. Selvfølgelig. Det er klart. Men vi skal være varsomme med at give børn og unge – og mennesker i det hele taget -  psykiske diagnoser bare sådan for nemhedens skyld. Det burde være en sorg at få tildelt en diagnosen.

Men for mange er det derimod blevet en lettelse, fordi det berettiger til større hjælp og opmærksomhed fra det offentlige system, der træder i kraft og tager over. Og en lettelse fordi diagnosen bliver forklaringen og årsagen til det pågældende menneskes opførsel – der muligvis kunne skyldes alle mulige former for svigt, manglende omsorg, manglende dannelse, manglende opdragelse, disciplin og ansvar. Ja, det lyder fuldstændig urimeligt gammeldags, og man tør næsten kun antyde spørgsmålet, om det er for mange børn og unge, der havner i det psykiatiske system?

Der er i hvert fald grund til at forholde sig kritisk til den voldsomme stigning, og vi skal være varsomme med at bruge psykologiske forklaringer, hver gang et barn bukker under for en hverdag og et liv, der er presset. Et liv, hvor de er trætte, stressede og sorgfulde og afspejler det voksne menneske, der aldrig har været så bedrøvet som i vores tid.

For en diagnose ændrer både omgivelsernes syn på barnet, men også barnets eget selvbillede. For uanset hvor mange diagnoser, man har i journalen, er mennesket aldrig videnskabens eller diagnosens barn. Men et menneskebarn, der ikke tåler kun at blive kigget på som et objekt under et mikroskop – men har brug for et kærligt blik på sig. Et kærligt og fast blik, der fortæller én, hvordan man opfører sig over for andre mennesker. Så vores liv med hinanden ikke bliver et indslusningseksperiment – men et menneskeliv i gensidig ansvar og pligt og kærlighed.