»Vi unge lader være med at gøre alle de ting, som vi ellers ville. Og det er på trods af, at vi bare kunne være ligeglade.«

Sådan lød det fra 27-årige Kristian Lausten Madsen, da han gæstede B.T. Live på Facebook. Han er landsformand i Venstres Ungdom og mener, at de unge betaler en for høj pris under pandemien for at beskytte de ældre.

»Alle de restriktioner, som der er nu, er for de udsatte og de ældre. Og det er på bekostning af især de unge.«

Den kommentar fik Facebook-brugeren Sonja Hansen til at blande sig i debatten. Hun er 74 år og vil ikke ende sine dage, fordi unge savner at fyre den af ved sociale sammenkomster.

'Kristian, er du parat til at ofre dine bedsteforældre blot for at komme til fadet? Jeg er 74 år og vil ikke dø nu, men gerne leve nogle år endnu,' skriver hun.

Kristian Lausten Madsen forsikrer, at det er han ikke klar til. Han slår fast, at det jo blandt andet er derfor, at de unge ikke har gjort oprør før nu.

»Vi har accepteret, at vores liv har været forholdsvis ringe i over et år. Vi har ofret os, og det glemmer man lidt og tager for givet. Vi skal have mere fokus på de andre konsekvenser nu. Dem, man ikke bare kan måle på et tal som ved et dødsfald.«

Det fik Trille Emilie Brandt til tasterne. Hun er nemlig en af dem, der er blevet ramt af nedlukningen, men ikke kan ses i nogen statistikker.

'Jeg er en af dem, som personligt blev ramt af en mild depression. Dette er noget, som mange unge bliver ramt af for tiden. Mange har endda haft det værre end jeg selv. Jeg siger ikke, at vi ikke skal passe på de ældre, men vi skal heller ikke glemme de unge,' skriver hun.

Og det er præcis personer som Trille, som Kristian Lausten Madsen mener, vi mere eller mindre har glemt at samle op og hjælpe igennem en svær tid.

»Jamen, det er det jo. Man kan stille et frækt spørgsmål tilbage til Sonja, som gik mig på klinge. Hvor mange depressioner kan gøres op ved et reddet menneskeliv, der måske kun havde få år tilbage i forvejen? Er det 100 depressioner, eller hvordan skal man vægte det?«

Derfor var det da også en tung en at sluge for Kristian Lausten Madsen, da nyheden om, at Sundhedsstyrelsen droppede Johnson & Johnson-vaccinen, kom. Det udskød datoen på ny for, hvornår den voksne befolkning er færdigvaccineret. Og meldingen fik store konsekvenser for sommeren, hvor vi stadigvæk må leve med en del restriktioner i hverdagen.

»Vi lever med sindssygt mange ofre lige nu. Vi unge får smadret endnu sommer for at beskytte de ældre. Alt har ikke åbent. Vi har ikke vores fulde frihed. Derfor synes jeg, at vaccinen skal måles op imod det scenario, at vi åbner fuldt op,« siger Kristian Lausten Madsen og fortsætter:

»Og hvis man åbner fuldt op, og man estimerer, at der vil dø markant færre ved, at vi vaccinerer alle, sammenlignet med, at vi åbner, uden alle bliver vaccineret, vil jeg mene, at vi skal holde fast i Johnson & Johnson-vaccinen, som Det Europæiske Lægemiddelagentur også anbefaler.«

Selvom det er slået fast, at den amerikanske vaccine kan have fatale konsekvenser for et fåtal af sunde og raske unge, der nødvendigvis ikke ville blive hårdt ramt af covid-19, mener landsformanden, at vi burde bruge Johnson & Johnson-vaccinen.

»Jeg kan ikke lide det der argument om, at der styr på smitten i samfundet lige nu. Vi har levet med konsekvenserne i rigtig lang tid, og nu vil vi gerne tilbage til normalen. Det er trods alt meget få mennesker, der bliver ramt. Det her argument, med at et dødsfald er ét for mange, holder ikke. Jeg lyder super kynisk lige nu, men der dør altså folk hele tiden af forskellige årsager.«