Der skal strammes op, så børn og unge ikke drikker sig fra sans og samling, mener De Konservative.

Men det nærmer sig hykleri, når voksne kommer og siger, hvad unge må og ikke må, mener partiets ungdomsorganisation, der 'skammer sig' over moderpartiets forslag om at hæve aldersgrænsen for køb af stærk alkohol.

'Voksenafdelingen' af partiet foreslår at hæve grænsen for køb af stærk alkohol, så 16-17-årige fremover kun må købe alkohol med en styrke på højst syv procent. I dag er alkoholgrænsen 16,5 procent.

»Vi bliver nødt til at stramme op. Undersøgelser viser, at de danske unge drikker sig fra sans og samling, og det er ikke forsvarligt. Det har skadelige effekter, når børn i den alder er stærkt berusede, så vi vil gerne begrænse deres adgang,« har sundhedsordfører Per Larsen sagt til B.T. om forslaget.

Kampagne fra Konservativ Ungdom.
Kampagne fra Konservativ Ungdom.
Vis mere

'Vi skammer os' lyder ungdomspartiets kampagnemodsvar.

»Da jeg så det, havde jeg en følelse af, at Per – trods gode intentioner – har glemt, da han selv gik i gymnasiet,« forklarede Anders Storgaard, som er formand for Konservativ Ungdom, i B.T. Live torsdag.

Der skal være plads til, at unge kan have det sjovt, selvom det ikke altid er sundt, og De Konservatives forslag er udtryk for nypuritanisme, hvor alt, der ikke er sundt, skal bekæmpes, mener han.

»Ja, det bedste ville være, hvis vi alle spiste sundt og ikke røg og drak. Men man skal ikke glemme sin egen gymnasietid. Nogle af de gymnasiefester, hvor jeg drak med mine kammerater, ville jeg ikke være foruden. Det var rigtig sjovt.«

Og den 25-årige ungdomspolitiker, der i dag studerer statskundskab, har stadig brug for at koble af med alkohol, forklarede han.

»Har jeg haft en lang uge og knoklet igennem og har haft fokus på det faglige og politik, har jeg altså nogen gange lyst til at tage ud med min veninde fra Radikal Ungdom og mine venner fra Dansk Metal Ungdom og hamre nogle Arnbitter. Så drikker vi mere, end Sundhedsstyrelsen mener er sundt, men ved du hvad, jeg tror nok, vi overlever. Det skal der være plads til en gang imellem i ens liv. Det har jeg ikke lyst til at tage fra ungdommen i dag.«

Ifølge Vidensråd for Forebyggelse har danske unge det højeste alkoholforbrug blandt unge i Europa, når det kommer til såkaldt binge-drinking – at drikke fem eller flere genstande ved for eksempel fester.

Og selvom danske unge ikke drikker lige så hyppigt som unge i andre europæiske lande, svarede 32 procent af 15-årige unge i en undersøgelse fra rådet i sommer, at de havde været fulde inden for de seneste 30 dage, mens det kun gjaldt 13 procent af de andre 15-årige europæiske unge.

Kampagne fra KU.
Kampagne fra KU.
Vis mere

Anders Storgaard fortalte desuden om første gang, han blev fuld til en fest.

»Den første fest, hvor jeg for alvor drak mig stiv, var KU's julefrokost, hvor der blev hældt rigtig meget snaps på mig. Det endte med, at jeg blev hentet af min mor.«

Og faktisk har hans forældre sagt, at de er ligeglade med, hvor fulde Anders Storgaard og hans venner bliver, og at de altid gerne kommer og henter dem. Til gengæld har de givet ham en helt anden formaning, som, Anders Storgaard mener, er langt vigtigere end et potentielt forbud.

»De har sagt, at det er vigtigt for dem, at vi sørger for at passe på hinanden. Det er det vigtigste, man kan lære sine børn. For når de bliver 18 år, kommer de også til at være ude i byen, hvor det er afgørende, at man holder øje med hinanden.«