Så er den gal igen. Fanden er løs – ikke i Laksegade, men i kongehuset.

Den flotte prins Nikolai er blevet taget med rumpen på køleren af en fiks lille Renault Clio, som et biludlejningsselskab øjensynligt ville 'låne' ham.

Og det må man ikke, når man er kongelig: Reklamere for virksomheder eller produkter. Billedet med prinsen, firmalogoet og en af firmaets ansatte forsvandt fra de sociale medier så hurtigt som sneen på de lune asfaltveje, som prinsen snart skal køre på. Og ifølge mor Alexandras privatsekretær blev prins Nikolai 'misbrugt' af biludlejningsselskabet.

Misbrugt eller ej - så er der er altså noget, jeg ikke forstår: Den nu 18-årige prins Nikolai (som i øvrigt er nummer syv i arvefølgen til den danske trone) får ingen apanage: Altså, han får ikke 'løn' for at være sin fars søn, sin farmors barnebarn og i øvrigt repræsentere det danske kongehus.

Han skal som alle andre unge mennesker klare sig selv med lommepenge, tøj, biler og alt, hvad der hører sig til, når man er en helt normal ung mand.

Nu er den unge prins bare ikke en normal ung mand. Om han kan køre med S-tog eller linje 1A, når han skal noget i København og omegn, det ved jeg selvsagt ikke noget om. Men jeg tænker, at en ung mand med 'prins' på visitkortet har brug for en bil. Og hvis hverken mor, far eller farmor har en ekstra, så er det da en fantastisk løsning at låne en udlejningsbil – reklame eller ej.

Jeg har svært ved at hidse mig op over, at prins Nikolai eller for den sags skyld andre i kongehuset reklamerer for noget. For gør de det ikke allerede i stor stil?

Danske tøj- og kjoledesignere står i kø for at sy fine kjoler til de kongelige – fordi det er fantastisk reklame. Kronprinsesse Mary flashede for nylig et par hvide Nike-sneakers under et officielt besøg i Rom. Aldrig har et par sneakers fået så megen omtale og eksponering verden over som dem.

Kronprinsesse Mary stjal opmærksomheden med sit skovalg i Rom. Vis mere

Og ærligt: Hvis kongehuset eller Mary havde modtaget betaling for at bære dem, så var det vel egentlig helt oay! Det kunne spare statskassen for mange penge, hvis kongehusets medlemmer fra tid til anden fik betaling for at markedsføre tøj, sko, smykker eller biler.

Penge, der meget passende kunne gå ind på en konto til f.eks. velgørende formål – eller til dækning af udgifter til de medlemmer af kongehuset, som ikke er på 'statsløn'!

For mig at se reklamerer kongehuset konstant for et eller andet. Når Kronprinsen løber i Asics-sko eller sætter sig bag rattet i sin Audi eller Land Rover. Når prins Joachim kører Volvo 4-hjulstrækker. Når Kronprinsessen kører Christiania-cykel, går i Nike- eller Louboutin-sko. Er det ikke reklame?

Vi har så travlt med, hvor mange penge de kongelige suger ud af statskassen og bruger på rejser, ejendomme, tøj og andre forbrugsgoder. Men samtidig må de ikke tjene deres egne penge på f.eks. diskret at reklamere for produkter eller virksomheder.

Det er ellers, hvad man i min verden ville kalde 'at plukke de lavesthængende frugter'. For hverken Dronningen, Kronprinsen eller de øvrige kongelige kan tage sig et civilt job.

Og så tilbage til den unge prins Nikolai, som resten af sine dage skal balancere på denne besynderlige knivsæg, der hedder kongelig på den ene side og almindelig dansker på den anden.

Han skulle lige have et par hug, fordi han droppede ud af militæret. Kongehusets mænd plejer jo at tage en militær uddannelse. Men hvorfor skulle han, hvis han ikke er på 'lønningslisten'? Jeg spørger bare.

Prins Nikolai HAR nu et civilt job som model – endda som topmodel på nogle af de fineste catwalks i verden. Her går han bl.a. for modehusene Dior og Burberry, og jeg håber virkelig, de betaler ham godt. For ud over prinsens fine look og evne til at 'bære' tøjet får modehusene nærmest ubetalelig branding med en kongelig på lønningslisten.