2018 har på mange måder været et skelsættende år for vores kongehus, hvor der er blevet vendt op og ned på mange ting, og kun en ting er sikkert.

Det kommer aldrig helt tilbage til, hvad det var engang.

Vi skal ikke langt ind i det nye år, før befolkningens øjne rettede sig mod prins Henrik, som var alvorlig syg.  Tirsdag d. 13. februar sov han stille ind på Fredensborg Slot, og han efterlod et Danmark i sorg.

Gennem sine mere end 50 år som prins af Danmark fik han sat et aftryk, der aldrig vil blive glemt. Han skulle igennem sit liv stå model til mange kommentarer fra flere danskere, men da han skulle på sin sidste rejse herfra, stod vi i Danmark sammen om ham og viste vores kærlighed til ham.

Dronning Margrethe venter på, at Prins Henriks kiste som skal ankomme til Christiansborg Slotskirke, hvor han lå Castrum Doloris. Vis mere

Mange vil huske billedet af Dronning Margrethe, der stod i mørket ved Christiansborg Slotskirke og ventede på, at Prins Henriks kiste blev båret det sidste stykke fra rustvognen og ind i kirken.

Alene, stående og spejdende udover de hundredevis af danskere, som var mødt op for at dele sorgen med Hendes Majestæt. Hun var aldrig alene.

Det var prins Henrik heller ikke på sin sidste rejse, hvor han lå Castrum Doloris flere dage i slotskirken. Den bidende vinterkulde og den mørke himmel kunne ikke stoppe tusindvis af danskere i at vente flere timer ude foran af kirken for at få lov til at sige det sidste farvel til vores allesammen prins Henrik.

En smuk sidste tid, hvor kærligheden til Prinsen og kongehuset blev helt tydelig. Danskerne stod sammen bag ved dronning Magrethe og den kongelige familie i denne svære tid.

Kronprins Frederik løber Royal Run i Aarhus Vis mere

I medgang og modgang tropper danskerne op. Det valgte mere end 60.000 danskere i hele Danmark også at gøre d. 21. maj til Royal Run for at fejre, at Kronprins Frederik blev 50 år.

Det var en regulær folkefest, hvor tusindvis af danskere også var mødt op langs ruten for at ønske Kronprinsen tillykke og se ham løbe sammen med de mange andre løbere.

Med en fantastisk fødselsdagstale stjal kronprinsesse Mary for en stund rampelyset på Kronprinsens fødselsdag, hvor hun tog danskernes hjerter med storm, som hun mere eller mindre har gjort lige siden dag, hun satte sine ben i Danmark for første gang.

'En tale, hvor vi fik et helt unikt indblik i deres hverdag og kom endnu tættere på dem.

Der er ingen tvivl om, at kronprins Frederik er en mand af folket, som danskerne efterhånden har taget til sig med store glæde. Hvad enten det gjaldt motionsløb, fejring på Amalienborg Slotsplads eller følge med på sidelinjen eller bag tv-skærmen til diverse begivenheder, så var danskerne med.

Med for at hylde ham som den kommende konge, han nu engang er.

2018 var også et år med Rigsfællesskabet i fokus, da kronprinsfamilien var på officielt besøg på Færøerne med alle deres børn. Færøerne er en vigtig del af det danske kongerige på lige fod med Grønland, som vi aldrig må glemme.

Den debat er ingen bedre til at rejse end de kongelige, der var med til at vise de mange skønne sider af Rigsfællesskabet.

Opbakningen til kongehuset er enorm, og det har 2018 i sandhed vist.

Man må have ondt af de stakkels republikanere, der ellers ikke er så mange af. Danskerne elsker kongehuset. Det er en institution i vores samfund, som er i hurtig forandring, men vi har altid kongehuset som et fast holdepunkt at samles om.

Den kongelige familie er måske også bedre end nogensinde før til at vise dens menneskelige side. Vi kan spejle os i dem.

Når sorgen er malet i deres ansigter, så sørger vi med dem, og når der er ting at fejre, så samler hele Danmark sig og skaber en folkefest.

Vi har i sandhed et yndigt kongehus, og Gud bevare det.