Statsminister Mette Frederiksen har positioneret sig som 'budgetbisse' og en del af EU's nu gennemhullede sparebande. En position, hun naturligvis må fravige i den aktuelle situation. Udenrigspolitik er sjældent kønt, når den er brugt som indenrigspolitik. Og netop som statsministeren havde flyttet sig fra den uhensigtsmæssige position, indtog Venstres formand den. Og dermed gav de rygvind til en DF-kampagne.

Regeringen hævder, at EU-Kommissionens udspil til budget vil betyde en årlig stigning i Danmarks bidrag på mellem seks og syv mia. kr. Men det tal er ikke retvisende til en offentlig debat, for som Luca Guttenberg, deputy director ved Delores Instituttet, siger til DR: »Sådan kan man ikke regne, hvis man vil give borgerne et indtryk af, hvad de faktiske stigninger i Danmarks EU-bidrag er.«

Bundlinjen er efter en længere og meget teknisk udredning, at den forventede stigning i Danmarks bidrag til det kommende EU-budget er meget mindre end det tal, der bliver diskuteret politisk. Og så skal man ovenikøbet trækket Danmarks EU-rabat fra det markant lavere tal. Læg dertil, at det er komplet usandsynligt, at EU's gigantiske corona-redningspakke ikke også drysser af på Danmark.

Når regeringen alligevel vælger at bruge et tal, de udmærket godt ved er et pseudo-tal, så er det for at kunne forsvare positionen som 'budgetbisse', og for at de kan komme hjem med et mindre tal og udråbe en sejr. Udenrigspolitik brugt som indenrigspolitik for at sende et symbolsk – et populistisk – signal. En analyse, som det havde klædt Jakob Ellemann-Jensen at folde ud, men han valgte en anden vej.

Venstres formand lavede i stedet en forside på Jyllands-Posten, hvor han blandt andet stillede krav om en garanti fra regeringen for, at det ikke ville føre til skattestigninger i Danmark. Man kan sige, at den bad regeringen næsten selv om. Men det var en noget overraskende – og populistisk – position for Venstre at indtage – og ikke mindst leveret af en Ellemann. Venstre er normalt ikke et parti, der laver problemer for en regering i forhold til EU's budget. Det er faktisk heller ikke det, Ellemann gør, men han har ikke noget imod, at det ser sådan ud.

Fredag morgen kunne det politiske Danmark så sige godmorgen til en ny kampagne fra DF, hvor man kun behøver se billedet for at forstå budskabet. Statsministeren står med et bundt eurosedler og Thulesen Dahl med et bundt danske kroner.

Det gjorde ikke debatten nemmere for hverken S eller V, som tilsyneladende havde satset på, at danskerne ville være så hurtige til at fare i flint, at de ikke vil opdage eller fatte de misvisende tal. Men de glemte tilsyneladende også, at når man selv indleder en debat populistisk, så har man banet vejen for, at alle andre gør det samme. Og det kommer til at gøre ondt på begge partier.

Mængden af fjender, benspænd og point sat ind på forkerte politiske konti i både Danmark og Bruxelles står på ingen måde mål med, hvad hverken S eller V får ud af deres manøvrer om EU's budget. Lige om lidt får Danmark igen brug for støtte i EU til klimapolitik og meget andet. Og så må de stakkels danske EU-diplomater gå rundt med bøjede nakker og forklare, at sådan er det jo heller ikke ment.

Det er, hvad man får ud af at bruge EU-politik til klodset udført dansk indenrigspolitik.

Ugens anbefaling

EU-Kommissionen har i utvetydige vendinger anbefalet Danmark at åbne grænserne for EU-lande fra på mandag. Altså både lade egne borgere rejse til andre EU-lande og lade EU-borgere rejse frit til Danmark. Udenrigsminister Jeppe Kofoed har åbnet noget, der ikke kan kvalificere til en kattelem, men måske en musedør på klem, for at Danmark måske engang før 31. august kan åbne en lille bitte smule mere op. Men det er svært for regeringen at fravige sit ekstreme forsigtighedprincip. Det bliver til gengæld også sværere og sværere at forsvare.

Ugens oversete

Regeringen har som bekendt fået vidtgående beføjelser under coronakrisen. Sagt på dansk: Ufattelig stor magt. Og den er svær at slippe igen. Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har i ugen luftet, at det da godt kan være, at nogle af beføjelserne skal fortsætte efter den såkaldte solnedgangsklausul. Men hov, det viser sig simpelthen, at i bølgen af hastetiltag har Folketinget indvilget i, at det ikke bare er beføjelserne, der har en solnedgang, nej, når den sætter ind, så forsvinder den epidemilov, der var før krisen, simpelthen samtidig.

Nuvel, den skulle nok have været revideret alligevel, for selvfølgelig har vi lært noget, som skal indarbejdes. Men det er lige lovligt smart lavet. Oppositionen bør forlange, at udgangspunktet bliver den gamle lov, og så bede om at få tydelige 'track changes' markeret, for ellers kan de roligt regne med, at det bliver de sidste måneder, der udgør et udkast.

Det viser så også, hvorfor hastetiltag må og skal være undtagelser. Folketinget vidste simpelthen ikke, hvad de godkendte.

Ugens forudsigelige

Og så var det ugen, hvor debatten om racisme i Danmark blev afsporet af en udygtig talsperson og den evindelige diskussion om statuer, vejnavne og alt det andet, som er nemmere at hidse sig op over med en god fornemmelse i maven end forskelsbehandling på grund af hudfarve.