Det anslås, at der var omkring 30.000 udenlandske ISIS-krigere, som tog til Syrien fra lande som Saudi Arabien, Tyrkiet, Pakistan, Indien og mange europæiske lande.

Af de 30.000 krigere stammede ca. 6.000 fra Europa, hvilket vil sige, at de var født og opvokset i et europæisk land. Efter sommeren 2012 er mindst 150 personer udrejst fra Danmark til Syrien og Irak for at støtte Islamisk Stat eller andre militante grupper i borgerkrigen, ifølge TV2.

Hvis man tager enkelte lande, stammer den største gruppe af ISIS-krigere fra Tyrkiet og Saudi Arabien.

Selvom Mellemøsten har bidraget med de fleste ISIS-krigere, har vesteuropæiske lande såsom Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Belgien, bidraget med hver femte, ifølge International Centre for the Study of Radicalization and Political Violence (ICSR).

Det er et rent mysterium, hvorfor de lande, som de fleste fra Mellemøsten ønsker at immigrere til, ender med at radikalisere dem, når de kommer hertil.

Danmark bliver kun overgået af Belgien, når vi ser på statistikken over antal af jihadister per indbygger. Ifølge ICSR havde Belgien 40 jihadister per million og Danmark 27 per million indbyggere i 2015.

Syrien-krigeren Ömer Kücükavci er én af dem.

Han er født og opvokset i Danmark og sidder på 14. måned fængslet i Nordsyrien, der er kontrolleret af kurderne.

Han beder om tilgivelse, og i dokumentaren ’Fanget i Syrien’, der blev sendt på TV2 onsdag 4. juli, sagde han, at han ønsker at komme tilbage til Danmark.

Men skal Syrien-krigeren Ömer Kücükavci have en chance for at komme til Danmark?

Man skal huske på, at Ömer Kücükavci og hans hustru tog til Syrien, selvom de vidste, at det kalifat, som de var rejst dertil for at skabe, skulle henrette ikke-troende muslimer.

Nogle af disse jihadister (ISIS-krigere) har halshugget journalister og dræbt tilfældige og uskyldige vesterlændinge for at presse penge ud af deres desperate familier.

Andre har voldtaget massevis af mindreårige yazidi-piger, hvilket flere medier beskrev, har handlet med kvinder og gjort dem til slaver. Og tvunget børn til at blive ISIS-krigere.

Mange har forsøgt at trække den værste form for sharia ned over hovedet på beboere, som ikke ønskede at leve et liv, hvor kvinder bliver tvunget til at gå hjemme og alle mænd bliver tvunget til at gå med skæg.

Ömer Kücükavci har endnu ikke fortalt danskerne om, hvad han har været med til at gøre, og det er uhyre svært at bevise eller modbevise hans og hans ligesindedes gerninger.

Der er ikke noget overvågningskamera, men der er blevet ført lister over deres gerninger, deres utilgivelige voldtægter af yazidi-piger, deres slavehandel og deres brutale straffesystem.

Ömer Kücükavci og ISIS-krigerne har begået den værste forbrydelse mod menneskeheden, og derfor skal det overvejes grundigt, om han skal have en chance til. Han er begavet og har gennemført en studentereksamen, så han kan læse og skrive.

Han er voksen. Han har truffet et aktivt valg ved at rejse til Syrien for at deltage i en krig for at gennemtvinge et brutalt kalifatregime.

Han er taget til fange og lever nu under kummerlige forhold. Og nu er han er blevet desillusioneret og vil tilbage til Danmark.

Danskernes dilemma havde været betydeligt nemmere, hvis han var taget til Indien for at fange en sjælden fugleart og så var faldet i en sø, hvor han var blevet bidt af en krokodille.

Sådan noget har man forståelse for, og det har man lyst til at tilgive. Men alle efterretningstjenestens eksperter advarer imod de hjemvendte jihadister, som muligvis udgør den største sikkerhedsmæssige risiko for de europæiske samfund.

Det anslås, at halvdelen af de jihadister, der tog til Syrien fra Storbritannien, er vendt tilbage igen med masser af kompetencer og kapacitet til at fremstille bomber, og de vil også rekruttere og radikalisere flere sårbare unge mennesker.

Så det er logik for burhøns, at jo færre jihadister, der returnerer, desto bedre er det for sikkerheden. Mange af dem var allerede vendt hjem, før Raqqa, som er hovedstad for ISIS, var erobret tilbage.

Det er svært at bevise eller modbevise deres aktiviteter, fordi mange af dem smuttede ind i Syrien fra grænseområdet ved Tyrkiet og efter nederlaget tog den samme vej tilbage, efter at de havde barberet deres skæg af.

Det er ikke nogen nem sag.

Juridisk set er det nemt, fordi Ömer Kücükavci ikke er dansk statsborger og derfor ikke har krav på at komme tilbage til Danmark.

Men sagen minder mig i den grad om en anden sag, hvor islamiske jihadister slog til i Indien i 2008. Der var ingen tvivl om, at de dræbte uskyldige hotelgæster, som ikke kunne nævne et eller andet vers fra koranen, eller svare på en koran-quiz gennemført for at verificere, at dem, de dræbte, var vantro.

Desuden dræbte de en jødisk rabbiner og hans højgravide hustru, som havde gemt sig på et jødisk kulturcenter. I alt dræbte de 170 mennesker, og i konfrontationer med det indiske politi og militær blev ni af de 10 jihadister dræbt.

Spørgsmålet var, hvor jihadisterne skulle begraves. En indisk muslimsk organisation i Mumbai gik til medierne og forlangte straks, at de i hvert fald ikke skulle begraves på den muslimske gravplads.

De mente ikke, at det var muslimer, der begik sådan en utilgivelig handling. De tog afstand fra det og krævede, at de ikke skulle begraves på Mumbais muslimske gravplads. De indiske muslimers modige udspil blev rost af New York Times' klummeskribent Thomas Friedman.

Sådan kan man også vise solidaritet. Muslimer i Danmark burde gå i front ligesom Naser Khader og forlange, at Ömer Kücükavci ikke skal tilbage.

Hvis en mand vælger at kæmpe for ISIS, efter at et samfund har givet ham alle chancer, skal den dyrebare plads gives til 10 yazidi-piger, som er blevet traumatiseret på grund af Ömer Kücükavci og hans ligesindedes handlinger.

Mon ikke man for en gangs skyld skal overveje grundigt at statuere et eksempel i forbindelse med noget, der er så utilgiveligt som at krænke små børn og offentligt brutalt henrette mennesker uden rettergang.

De uhyrligheder, som ISIS begik, var så brutale, at man ikke kunne holde ud at se deres video af tortur og umenneskelig behandling af fanger, hvis eneste forbrydelse var, at de ikke var muslimer eller bare var moderate muslimer, men ikke troede bogstaveligt på alt det, der står i koranen.