Som cyklist er jeg blevet råbt efter og sparket til – hvad sker der for volden på cykelstien?

Jeg har boet i København i snart 10 år. Og hver gang jeg sætter mig op på min sorte Batavus-cykel er det med livet – og humøret – som indsats.

For det er det vilde vesten, man bliver sluppet ud i dér i mylderet af biler, cyklister og gående trafikanter. Alle hader hinanden, og skulle du forvilde dig ud på modpartens territorium, bliver du mødt af en byge af fuckfingre, bandeord og onde øjne. Jeg skal ikke spille hellig – jeg har selv uddelt min fair del af de to sidste.

Men desværre oplever jeg også en truende adfærd på cykelstien. På trods af at jeg ikke anser mig selv for at se øretæveindbydende ud – eller opfører mig sådan – har jeg været ude for flere ubehagelige episoder.

Eksempel 1:

Jeg er på vej hjem og kommer til et rødt lys. Det eneste, der krydser cykelstien, er et fodgængerfelt, og da jeg kun kan spotte en mand langt væk, kører jeg langsomt over for rødt. Men manden, der er ved at krydse vejen, opdager min trafikforseelse og bliver så arrig, at han råber til mig:

»Er du farveblind?«

Hvorefter han hopper op på sin cykel og jagter mig hen ad cykelstien alt imens, jeg får skudt i skoene, hvilket forfærdeligt menneske jeg er. Optrinnet slutter ved næste lyskryds, hvor han sparker ud efter min cykel. Håbet var vel, at jeg endte blødende på asfalten. En passende straf for min lovovertrædelse, ikke?

Eksempel 2:

Min veninde og jeg trækker vores cykler på fortovet. Meget bevidste om at gå tæt, så folk kan komme forbi. Alligevel vælger en forbipasserende mand at give mig en hård skulder, så jeg vælter ind i min veninde.

»Pas lige lidt på,« råber hun efter ham, hvorefter den ældre herre vender sig om og hvæser:

»Sådan nogle kællinger skal fandeme ikke gå og fylde det hele.«

Er cykelstien blevet et sted, hvor folk får afløb for deres vrede? Ligesom de dér typer der går i byen for at slås – nu foregår det bare på den tohjulede. Så kan folk komme af med deres aggressioner. Over sur mælk, sure kærester og sure chefer.

I stedet for at råbe af de rigtige, råber vi af vores medtrafikkanter. Så får vi i det mindste råbt lidt. Og det dér med at vise hensyn er noget, vi forventer andre er bannerfører for. I stedet cykler vi rundt som små civile politibetjente og retter på vores medtrafikanter. Ringer hidsigt med ringeklokken, hvis de er for længe om at overhale og slår ud efter dem, der kører på fortovet. Ligesom i det vilde vesten udøves der selvtægt på cykelstien, og det gør den til et ubehageligt sted at være.

Det er ikke et forsøg på at forsvare de bløde trafikanter, der har efterladt deres 'jeg er ny i trafikken'-trøje hjemme i skuffen. Jeg forbander også sms-slingrende cyklister, kærestepar, der partout skal cykle hånd i hånd og cyklister, der tror, fortovet er en ekstra cykelsti. Hensynsløs kørsel skal stoppes ­­- men kan vi ikke blive enige om, at vold ikke er løsningen?

For resultatet af denne hidsige cykelkultur er, at det er både stressfyldt og angstprovokerende at være i sadlen. Så hvad, hvis vi nu holdt op med at være ego-trafikanter, der ikke kan se længere end til vores eget cykelstyr og tog et valg om at vise mere tålmodighed og hensyn i trafikken?

Og i øvrigt huskede, at skyklapper kun er til gavn for heste – ikke cyklister ... Så tror jeg, at cykelstien ville blive sådan et rart sted at være.