»Det, man gør nu, svarer til, at man sætter hele den danske befolkning i fængsel for at undgå, at der bliver begået indbrud. Det, synes jeg, er en forkert tilgang.«

Regeringens nye genåbning blev ikke just rost, da erhvervsmanden og robotinvestor Enrico Krog Iversen gæstede B.T. Live. Det gælder også de nye planer om genåbning for butikker op til 5.000 kvadratmeter og udendørs fritidsaktiviteter med op til 25 deltagere samt visse regionale genåbninger af skoler.

»Jeg mener, at konsekvenserne for vores samfund og vores ve og vel er langt større end de konsekvenser, der vil være ved at åbne endnu mere op.«

Enrico Iversen er også stærkt kritisk over den nye epidemilov, som lige er blevet vedtaget, hvor man for eksempel kan afkræve restauranter at udlevere data på deres gæster såsom cpr-numre til myndighederne. En mulighed, der har givet panderynker hos eksperter, da de frygter, det kan føre til masseovervågning.

»Vi kommer til at bevæge os mod et statskontrolleret samfund frem for det demokratiske samfund, som vi kender, med denne epidemilov.«

Enrico Krog Iversen er heller ikke bleg for at give sit besyv med den generelle håndtering af corona fra regeringens side.

»Kuren, vi har anlagt her, er væsentlig voldsommere end sygdommen.«

Han mener, at man altid løber risici i samfundet bare ved at være i live, og derfor må man også til en vis grad leve med sygdomme som corona.

»Vi fjerner heller ikke alle biler fra vejene for at undgå, at nogle personer dør i trafikken.«

Debattøren tror på, at et større pres fra befolkningen kan medvirke til, at regeringen åbner langt mere op. Han mener også, at medierne har et stort ansvar.

»Der har været for ensidig fokus på, hvor mange smittede der har været dag for dag. Der mangler nogle journalister, der stiller sig kritisk over for regeringen og dens håndtering.«

Hvad skal vi medier gøre anderledes?

Enrico Krog Iversen i B.T. Live
Enrico Krog Iversen i B.T. Live
Vis mere

»Jeg synes, I skal passe på med kun at kalde virologer og epidemiloger eksperter. Økonomer og psykologer kan også være eksperter inden for det her område,« afsluttede Enrico Krog Iversen.