Det siger noget om den politiske krise i Storbritannien, at Penny Mordaunt, bookmakernes favorit til at blive briternes kommende premierminister, for de fleste er aldeles ukendt.
Ganske uvidenskabeligt, så viste B.T.s udsendte forleden et billede af Penny Mordaunt til ti mennesker på en pub i det vestlige London. Kun én genkendte hende. Det afspejlede meget godt en landsdækkende meningsmåling, hvor kun 16 procent af de adspurgte briter kunne genkende Penny Mordaunt, der altså, som tingene står, er favorit til at blive premierminister den 5. september.
Hvad hun står for politisk, står ikke helt klart. Selv i det britiske parlament er der stor usikkerhed. Hendes tidligere chef, lord Frost, afskedigede hende som sin nummer to under Brexit-forhandlingerne, fordi han ikke kunne mærke, om hun overhovedet tog forhandlingerne alvorligt. Han har denne uge været ude med en forbøn til sit eget parti om ikke at vælge den 49-årige tidligere tryllekunstner-assistent, som også har deltaget i et realityprogram i sin ungdom.
Men måske er det netop det, at hun ikke er en af drengene, som appellerer til vælgerne. Meningsmålinger viser, at hvis hun klarer den til den afgørende duel, når der kun er to kandidater tilbage i kampvalget, så vil hun vinde over tidligere finansminister Rishi Sunak, som på papiret er en langt større profil.
Penny Mordaunt har humor. Hun har selv fortalt, at hun engang deltog i et væddemål om, hvor mange gange hun kunne få sagt ordet »cock«, der som bekendt både kan betyde en hane; at sætte hovedet på skrå; en pistols hammer, foruden naturligvis det mandlige kønsorgan. Briterne elsker god humor, og netop humor reddede Boris Johnson ud af fedtefadet ufatteligt mange gange.
Hun kalder sig selv brexiteer, men det er uvist, om hun tror på det Brexit, Boris Johnson var tilhænger af (hvad det nu end var). Hun har sagt, at hun mener, at De Konservative har mistet retningen de seneste år. Adspurgt, hvad for en retning hun er tilhænger af, brugte hun et billede fra den netop afholdte Glastonbury Festival, hvor Paul McCartney spillede.
»Det var fint nok med alle de nye sange, men det, vi alle stod og ventede på, var naturligvis de gamle hits, som vi kunne synge med på.«
Man kan undre sig over, at denne beskrivelse af, hvad konservative værdier er, skulle være nok til at få udleveret nøglerne til Downing Street 10 og stå i spidsen for Europas næststørste økonomi, men efter Boris Johnson kan intet vel længere overraske.
Hendes fordel er, at resten af feltet, der slås om at blive premierminister, ved gud heller ikke er noget særligt, og hun kan jo på mange måder kun overraske positivt. Men alligevel, det er Storbritannien, vi taler om.
Boris Johnson er undtagelsen, der bekræfter reglen om, at landets ledere som regel er ganske kompetente. Hvis det stolte konservative parti for anden gang i træk vælger en badebillet, så begynder det for alvor at lugte af en dybtstikkende krise i det stolte demokrati.
Politikerleden er udtalt mange steder på de britiske øer, og mere end noget andet så er Penny Mordaunt nok netop noget andet. Tilliden til den herskende klasse er nu på et sådant lavpunkt, at alt andet end de klassiske kandidater fra Oxford og Cambridge nu ser ud til at have en klar fordel.
Penny Mordaunt er uddannet på det knap så fashionable Reading University, og hendes måske allerstørste fortrin er, at hun virker meget åben og direkte, når hun taler. At sammenligne sit politiske projekt med at bede Paul McCartney holde sig til sange fra for 60 år siden, lover dog ikke nødvendigvis godt for et land, der billedligt talt er i tovene.
At Penny Mordaunt overhovedet har en chance, siger mere om den dybe krise i det parti, der har fostret Winston Churchill og Margaret Thatcher, end det gør om hende selv.
