'Vi var begge enige om beslutningen', 'Børnene har det rigtig godt', 'Vi er de bedste venner' – og – naturligvis – 'Der er ikke en tredje part involveret'.
Jeg har altid syntes, at denne sang har været ulidelig. Formentlig fordi jeg har læst den igen og igen, når kendte mennesker bliver skilt.
For mens statsamtet er lagt ned af forældre, der ikke kan enes i en skilsmisse, så er kendte mennesker sjovt nok altid den type overskudsmennesker, der bare glider igennem en af livets måske største familiekriser, som en skilsmisse er.
Ulækkert, har jeg tænkt – fordi det naturligvis måtte være en fed løgn.
Mens jeg skriver dette, er jeg lige kommet hjem fra en juleaften – hos min eksmand. Hos børnenes far. Vi blev skilt sidste år, og selv om vi måske ikke var helt enige i beslutningen, sidder jeg nu i min lille treværelseslejlighed i Indre By og kan med en snert af lykkefølelse hakke af i ovenstående: Vores børn har det rigtig godt. Vi er faktisk de bedste venner. Og der var ikke en tredje part involveret.
Og det er altså godt, for jeg har ikke så meget familie tilbage – og efter jeg er blevet skilt, er den ligesom kun blevet mindre. Så hvis jeg skal sige noget godt om corona-nedlukning – ud over at jeg ikke betaler for det fitness-abonnement, jeg ikke bruger – så er det, at ungerne og deres far ikke tog til bedsteforældrene i England, men i stedet inviterede mig over til deres jul. Døren var åben. Familien var samlet. For det er jo nu engang det, man er: Man er familie. Også selv om man ikke nødvendigvis har lyst til at bolle sammen eller bo sammen.
Også selv om man får nye kærester og måske endda flytter sammen med en af dem. Man valgte at få børn – og nok fordi man faktisk elskede hinanden. Jeg husker så udmærket, hvorfor jeg valgte at gifte mig med Mark. Og hvorfor jeg valgte at få børn med ham. Jeg husker forelskelsen, rejserne, festerne, oplevelserne og holdånden.
Jeg er stolt som ind i helvede over, at vi igen i år holdt juleaften sammen. Sammen med og om vores børn – og sammen som den familie, vi valgte at være, da vi fik unger.
Nu vil jeg overlade resten af børnenes juleferie til deres far, og så vil jeg pakke en ansigtsmaske, en hyggekryds og en letlæselig bog og cykle ned til D'Angleterre og spendere et par dage i et badekar og med udsigt over Kongens Nytorv.
Jeg skal hygge. Jeg skal spise. Gå aftentur i København. Ligge på en stor seng med badekåbe og læse.
Stor tak til de kloge venner, der engang sagde, at man ikke kun skal finde sig en mand/kone, man kan være gift med – man skal også finde en, man kan blive skilt fra.
Som mink, så Magasin
Jeg blev helt træt i hovedet, da jeg læste de mange fordømmende kommentarer om folk, der havde formastet sig til at gå i Magasin eller et andet stormagasin, efter Mette Frederiksen lukkede landet ned for anden gang. Undskyld mig, men det er sgu da ikke det handlende folk, der er dumme. Det er sgu da den måde, hvorpå restriktionerne gang på gang hastes igennem. Enhver idiot kunne forudse, at der ville blive flaskehalse, og hvorfor egentlig lukke med den hast? Præcis som minkerhvervet, der pludselig skulle nedslagtes på få dage, selv om man havde kendt til smitteproblematikken i adskillige måneder! Ikke engang veterinærfolket skulle tages på råd, ikke engang Folketinget. Huhej, ingen lovhjemmel, ulovlige trusler og forurenet grundvand. Goddag mand økseskaft!
Godt gået, Montell og Villum
Jeg tager sgu hatten af for sangerinde Maria Montell og hendes mand, filminstruktør Tomas Villum Jensen. De er blevet godt og grundigt frustreret over de lange ventetider på landets corona-testcentre, men i stedet for at brokke sig på Facebook har de valgt selv at åbne et testcenter i deres baghave. Det er altså nu engang driftige typer som dem, der sørger for, at vi ikke alle går helt i stå, når staten er overbebyrdet. Det er sgu da effektivitet på højt plan, så flere kan testes og enten knokle videre og holde hamsterhjulet i gang – eller i værste fald gå i isolation, så man ikke smitter.
Du mumler, Mads!
Jeg havde aldrig troet det, men jeg er sgu enig med Ghita Nørby! Hun har talt med ugebladet Se og Hør, hvor hun klager over danske skuespilleres mumlen. Og her må jeg give hende ret! Det er så underligt, hvordan mange af de største danske skuespillere mumler sig igennem deres replikker, så jeg faktisk må have undertekster på for overhovedet at forstå dem. Ja, Mads Mikkelsen er den værste, men han er ikke alene. Jeg er aldrig stødt på fænomenet i andre lande, og hvorfor den tendens har slået sig ned her, det fatter jeg ikke. Men nu laver Ghita og jeg en Facebook-gruppe, og så kan vi brokke videre der!
