Hvad er mest farligt: Cigaretter eller nikotinposer – i daglig tale kaldet snus?
Det er der ingen tvivl om.
Rygning dræber hvert år cirka 16.000 personer i Danmark, og så er det den risikofaktor, der er skyld i flest tilfælde af kræft.
Sådan skriver Kræftens Bekæmpelse selv på deres hjemmeside. De skriver også, at det ikke er bevist, at nikotinposer giver kræft.
Alligevel er det næsten umuligt at få dem til at sige, at nikotinposer er at foretrække, og aldeles utænkeligt at få dem til at henvise til nikotinposer som et røgfrit alternativ, der er signifikant mindre farligt end cigaretter.
Det erfarer Joachim B. Olsen i mandagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid
»Med armen vredet om, vil jeg gerne sige, at det at bruge nikotinposer ikke er lige så farligt, som det er at ryge [ …] Der er faktisk ikke nogen evidens for, at nikotin i sig selv giver kræft,« ‘indrømmer’ forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak.
Så hvorfor går Kræftens Bekæmpelse ikke ud og siger: ‘Gør ingen af delene, men HVIS du absolut skal, så brug for pokker det produkt, der IKKE giver dig dødelig kræft, nemlig nikotinposer'?
Dét spørgsmål stiller Joachim B. Olsen i mandagens afsnit, hvor Kræftens Bekæmpelse, selv har budt op til debat i kølvandet på et afsnit af Borgerlig Tabloid, hvor Nikotinbranchen tordnede mod ny dansk nikotinlovgivning. Lovgivning, der kommer til at regulere nikotinposer lige så hårdt som cigaretter.
Og lovgivning, som Kræftens Bekæmpelse støtter op om.
Ifølge Joachim B. Olsen skriger det til himlen, at Kræftens Bekæmpelse taler for at regulære nikotinposer lige så hårdt som cigaretter. For på den måde modarbejder de et ikke-kræftfremkaldende alternativ til de dødsensfarlige cigaretter.
Fra Mette Hanak lyder forklaringen blandt andet: »Det vil være helt utænkeligt, at vi i Kræftens Bekæmpelse – en sundheds-NGO – går ud og blåstempler og ‘anbefaler’ et stadigt sundhedsskadeligt produkt som nikotinposer.«
Hun fortsætter: »Det er bevist, at nikotin påvirker hjernen. Især når vi taler om børn og unge. Det synes jeg faktisk, er ret alvorligt. »
Men dén argumentation køber Joachim B. Olsen ikke.
Hør diskussionen i mandagens afsnit af Borgerlig Tabloid og vurdér, hvem du er enig med.
Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder:

