»Jeg synes ikke, det er et særligt prangende resultat. 5,5 procent, når de ligger på 10-12 procent til folketingsvalg? De må være skuffede.«
Sådan lyder det fra B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, i onsdagens afsnit af B.T.s debatpodcast, Borgerlig Tabloid, da snakken falder på Liberal Alliances præstation til kommunalvalget.
Liberal Alliance har til dette kommunalvalg fået 5,5 procent af stemmerne på landsplan – en fremgang på 4,1 procentpoint siden valget i 2021, hvor de fik sølle 1,4 procent af stemmerne.
Og i nogle kommuner er partiet decideret stukket af.
I Solrød, hvor partiet fik sin allerførste borgmester tilbage ved valget i 2021 – Emil Blücher – har partiet fået en gigantisk sejr.
Næsten hver tredje borger i Solrød har stemt på Liberal Alliance, der lander på 31,5 procent af stemmerne efter en fremgang på 16,6 procentpoint.
Om Emil Blücher fortsætter som borgmester i Solrød er dog endnu uvist.
Til gengæld har partiet fået en borgmester i Faxe Kommune, Mikkel B. Dam.
Men det er altså ikke helt godt nok ifølge Joachim B. Olsen, der selv sad i Folketinget for Liberal Alliance fra 2011–2019.
»Alex Vanopslagh har kaster sig meget ind i den her valgkamp. (...) og nej, det er ikke et 'kommunalt parti', men det er et parti, der – med god grund – har statsministerambitioner.«
Han fortsætter: »Jeg må bare sige, at partiet jo ikke længere er et ungt parti. De har haft lang til at etablere sig lokalt, og det er de aldrig rigtig lykkedes med. Der er et par steder, hvor de nu slår igennem, men jeg synes, at 5,5 procent er i underkanten af, hvad de burde få,« lyder det fra Joachim B. Olsen, der tilføjer, at han mener, at Alex Vanopslagh og co. skal op på minimum 7-8 procent.
Følg B.T.s dækning af kommunalvalget HER og hør Joachim B. Olsen gennemgå de vigtigste valgresultater i onsdagens afsnit af Borgerlig Tabloid i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

