Jeg er 59 år gammel og lider derfor af utallige kroniske sygdomme. Alligevel tror folk, jeg har det godt og er rask. Det er fordi, de fleste af mine skavanker er usynlige.

En af dem er tinnitus. Jeg fik sygdommen, da jeg for cirka 25 år siden stillede mig i to timer klos op ad en højttaler på størrelse med et parcelhus til en koncert med D-A-D i Pumpehuset. Morgenen efter var jeg indehaver af en permanent hørelidelse.

Men jeg registrerer den kun, når jeg en gang om året holder ferie på Læsø. Så står jeg på stranden ved Vesterø og glor på en solnedgang - og opdager, at jeg inde i mit hoved har en vældig høj og konstant elektronisk hylen. Læsø er nemlig det eneste sted i min tilværelse, hvor der ikke er råben, musik, fanfarer, dytten, friluftskoncerter, fyrværkeri, sirener, gadesælgere, fulde mennesker, hunde-glam og motorcykler - alt det auditive utøj, som normalt overdøver min tinnitus.

Sanseløs støj er desværre blevet hverdagens udsmurte leverpostej af lyd. Og åbenbart vejen til høj social status. Det må være derfor, folk ikke længere taler, men råber i mobiltelefoner. Det er sikkert også derfor, deres ringetoner lyder enten som et flertonet båthorn fra en veteranbil  - eller Marseillaisen udsat for sækkepiber og mundharmonika. Så kan alle inden for en radius af 400 meter nemlig konstatere, at vi er relativt tæt på et betydningsfuldt menneske, der fører højrøstede samtaler i en iscenesat teaterforestilling med os andre som tilskuere til mageløst sludder og manglende respekt for god gammeldags ro og fred.

Jeg er træt af overalt at være tvangsindlagt til fremmede folks skidtsnak om lunken aftensmad, latterlige chefer, kønsliv og klassefester. Jeg gider i det hele taget ikke al den larm, der er blevet moderne overalt. Forleden var kæresten og jeg en tur i Magasin på Kongens Nytorv. Stormagasinet var som altid renset for medarbejdere, men til gengæld pakket med støjforurenende højttalere, der udsendte endeløse informationer om Goodie Carts og kælne tilbud på slumretæpper og hofteholdere i stueetagen.

På jobbet skal vi sidde i kontormiljøer på størrelse med håndboldhaller og høre på kollegernes hosten, hikken og hustruskænderier. Og når vi kommer hjem, kan vi ikke åbne for en nyhedsudsendelse i fjernsynet, uden at den er garneret med en trompetjingle og apokalyptisk underlægningsmusik, som smadrer enhver fornuftig sofalur.

Så er der de professionelle, traditionelle larmere: håndværkerne. Jeg respekterer deres gode humør og avancerede værktøj, der saver metal over med samme decibel, som når to flyvemaskiner kolliderer i luften. Men jeg kan ikke bære, at sjakkene i skur- og kassevogne flytter ind lige foran min hoveddør og afspiller musik med voldsom volumen som på en natklub i Acapulco fra enorme ghettoblastere af stødsikkert gummi.

Håndværkere har i øvrigt en regel fra fagforeningen om, at kommunikation på byggepladsen kun er tilladt, hvis man råber til hinanden over en afstand på minimum 20 meter. Og helst klokken 06:45, mens der er godt gang i en slagboremaskine.

Nu sidder jeg så her i en blød stol som næsten 60-årig og er som antydet dejlig morfarmopset over støjen i samfundet. Jeg har leget med tanken om at gribe min tennisketcher, gå ned på fortovet, slå truende ud i luften og råbe »TI STILLE« efter dem, der larmer. Jeg kunne også stille op til Folketinget og kæmpe for tidsubestemte frihedsstraffe til støjsvin og al offentlig mobiltelefoni.

Men jeg gider ikke. Om lidt tager jeg nemlig til Læsø. Jeg savner stilheden – og min tinnitus.