Da jeg var en stor dreng for snart 50 år siden, var der masser af reklamer for det, man i dag vil kalde uagtsomt, men frivilligt selvmord.

Kendte danskere poserede med en tændt cigaret i hånden i annoncer med det legendariske slogan 'Jeg er også gået over til PRINCE'.

Blandt rygningens mange rollemodeller husker jeg Birthe Wilke, Erik Paaske, Lily Broberg og popsangeren Bjørn Tidmand.

Jeg fulgte ikke helt deres opfordring i aviser og ugeblade. Som langhåret og let venstreorienteret gymnasieelev valgte jeg nemlig at ryge KING’S, fordi den helt hvide pakke signalerede noget intellektuelt. Vi KING’S-rygere var arkitekttyper. Individuelle bohemer.

Men der var mange af mine diskoagtige kammerater, der faktisk sammen med Tidmand gik over til 'filtercigaretten PRINCE med fuld tobakssmag'.

Og så var der bonderøvene, som mente, at 'Så er der tid til en Cecil'. Den smøg kaldte vi andre hånende højrøvet for 'taber-cigaretten', fordi pakken var grim, og modellerne i reklamerne klædt ud som postbude og stilladsarbejdere.

Men vi røg næsten allesammen et eller andet mærke – undtagen de gammelkloge, som anførte noget kryptisk om, at det muligvis var farligt. Dem om det.

Jeg havde det ganske glimrende, og på mine gode dage kunne jeg snildt gennemføre inhalationer fra 15 smøger. Senere fik jeg trænet mig op til et dagligt forbrug på 20 – og flere i weekenden naturligvis.

Begge mine forældre røg også som besatte, og i de unge år var jeg stor fan af den amerikanske skuespiller John Wayne. Han spillede næsten altid cowboy og skød i snit 237 indianere per film.

Da jeg opdagede, at John Wayne reklamerede for CAMEL-cigaretter, skoddene jeg min sidste KING’S og skiftede til kamelerne i sympati med mit kæderygende western-idol. Jeg blev i det hele taget godt opdraget af mine omgivelser til at nyde tobak.

Her rundt regnet 250.000 smøger senere er jeg holdt op, fordi jeg ikke tør fylde mine lunger med mere røg. Og nu kan jeg godt se, at jeg tændte alle de cigaretter, fordi det dengang var god stil. Blåstemplet af mine rygende forbilleder. Inklusive John Wayne, der i øvrigt desværre døde af kræft i 1979.

Jeg er sikker på, at hverken Bjørn Tidmand, mine forældre eller John Wayne anede, hvor dødsensfarligt det er at ryge. Men de havde altså et kæmpe moralsk ansvar for, at jeg og en masse andre unge gik i gang med tobakken.

I dag er det heldigvis forbudt at reklamere for cigaretter. Men kendte må stadig tjene penge på at lovprise alle mulige andre produkter. Brian Laudrup er for eksempel udnævnt til det, der på engelsk hedder 'Brand Ambassador' for et bettingfirma.

På dansk er han reklamesøjle. Men Brian behøver næppe den ekstraindtægt med alle de millioner, han har tjent på at spille fremragende fodbold.

Og hvis europamesteren fra 1992 mod forventning mangler penge, kunne han nok med sit fortjente gode ry finde andre beskæftigelser end at vandre rundt foran et kamera og fremstille hasard med Hazard som en videnbaseret selskabsfornøjelse.

Brian Laudrup er ikon og rollemodel for hundredtusindvis af mennesker, som ikke kun har brugt mange penge på at se ham spille og købt trøjer med hans navn på ryggen. De ser også op til ham, fordi han havde en formidabel karriere som sportsstjerne. Derfor har Brian et ekstra ansvar som frontfigur for et firma, der lokker os til at satse kroner på, om der bliver scoret over eller under tre mål i en fodboldkamp.

Brian Laudrup er slet ikke den eneste: Pilou Asbæk, Uffe Holm, Jokeren og Peter Schmeichel er nogle af de andre berømtheder i de massivt mange reklamer, som bevisligt skaber flere ludomaner.

Mennesker, som får ødelagt deres økonomi, fordi de ikke kan stoppe med at spille. Og tabe gør de fleste jo – ellers ville bettingfirmaerne ikke give overskud. Jeg læste på dr.dk, at i 2016 tabte vi danskere i alt ni milliarder kroner på at bette.

En ung mand, som har mistet en formue, var for nylig gæst i 'Go’ aften Danmark' for at fortælle om sygdommen ludomani. Da jeg spurgte ham til reklamerne med kendte, der fremstiller pengespil som et festligt fællesskab, svarede han:

»Jeg bliver sgu vred på dem. Det er et helvede, jeg var igennem.«

Der er i dag mindst 10.000 ludomaner i Danmark og 125.000, der ikke kan kontrollere deres spilletrang – flere end nogensinde. Jeg ved godt hvorfor.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brian Laudrup.

Andre læser også