Jeg føler mig som en voksen kvinde, og jeg føler mig som en lille pige.

For et døgn siden var vi samlet femten sjæle for at fejre midsommeren her midt i skoven, hvor min bror har slået sig ned med sin kæreste og hendes to alfepiger – og skabt sig en levevej. Da han og jeg gik og hyggede os med at rydde op til festen, stod vi der pludselig med en hvid, elegant smedejernsseng - en af efterladenskaberne i huset, der havde stået ubeboet i to år, inde de flyttede ind.

»Det er da synd at smide den ud – skal vi ikke stille den op midt i det hele?«

Og pludselig var vi 7 og 9 år igen, og alt var muligt i vores univers. Han havde ryddet en lysning ind i skrænten, hvor han ville bygge en bjælkehobbitgæstebo, og der midt i den brune sandede jord kunne vi liiige se sengen svæve. En-to-tre havde han samlet den, lagt grove træbrædder som madras, jeg fandt to farvestrålende puder, et rødt tæppe, og oven på det formede jeg et grønt hjerte af friske fyrnåle.

Vi trådte tilbage og så vores værk, grinede sammen i den naturlighed vi er opvokset i, med at finde på og skabe det, der føles rigtigt inde i os uden tanke på, hvad andre vil synes om det. Nu havde vi gjort klar til at byde kærligheden velkommen på lige den måde, den ville manifestere sig her i aften.

Vi var her bare, det var lige meget, hvad vi ellers beskæftigede os med, hvor vi kom fra, hvad der stod på vores konto, hvad vi skulle i morgen. Vi var i dette øjebliks nu, nogle badede som gudinden havde skabt dem, nogle hejste sejlene på vores fars gamle klinkbyggede sejljolle og krydsede søen, andre fiskede, nogle legede med hunden, nogle drak rød sodavand - andre kraftig rød druesaft. Alle bidrog med en ret på plankebordet.

Jeg faldt i snak om flerkærlighedens væsen, oplever næsten altid en stor nysgerrighed og interesse, men også monogamiens sejlivet greb i hvad der er rigtigt og forkert. Da vi gik i børnehave kunne vi sagtens med helt naturlig overbevisning udbryde:

»Emil og Martin er mine kærester i dag, måske også lidt Thomas.«

Min mand fejrer midsommeren på den anden side af kloden på arbejde i Andesbjergene og min kærestes og mine veje skiltes her i foråret efter halvanden års intens rejse. Det, der føles som det væsentlige for mig nu, er at opleve selve kærlighedens væsen i alle mine møder: Når jeg tør være mig selv, tør vise både mine svage og stærke sider, vise både sårbarhed og storhed, bliver alle andre mennesker så smukke bag formernes dans.

Jeg havde lyst til at kramme og kysse alle denne aften, kvinder som mænd. Mærke varmen fra de andres kroppe, mens vi sad omkring bålet - dybeste nede er vi så pokkers ens med de samme længsler og drømme, så forbundet, hvis vi tør mærke det. Blot være der i nuet, som vi var så gode til som børn.

Men jeg gjorde det ikke. Jeg var bange for at blive misforstået - at jeg vil stjæle din mand. Men en voksen kan ikke stjæles, hvis han ikke VIL stjæles. Jeg bliver som polyamorøs ikke bare forelsket til højre og venstre eller kaster mig over den første og den bedste. Men jeg har muligheden, hvis noget fint og unikt opstår i et møde. Så er der ikke kulturen, normen, min opvækst eller et andet menneske, der bestemmer, hvad dette møde må indeholde, selvom jeg er gift på 26. år.

I øvrigt, jeg har slet ikke energi til en ny relation i denne tid. At bidrage til at male verden mere ærlig og kærlig med mine ord og med mine farver. DET har min første prioritet lige nu - ud over mine børn.

Lidt efter smed vi alle én efter én en seddel ind i bålet, hvor vi havde skrevet, det vi gerne ville give slip på – have brændt af her i den lyse sommernat. På min stod der:

»Jeg vil slippe alle tanker og kontrol hver aften og indtage hver dag som barn på ny.«