Her gik jeg og troede, at der efterhånden havde dannet sig en vis afsky for store forsamlinger.

Men så væltede folk ud og gnubbede skuldre i solen og klinede sig op ad hinanden på Islands Brygge og andre steder i landet, hvor man nu pludselig havde glemt alt om corona og politiet.

Okay, tænkte jeg – det er bare de unge. Det er humør og hormoner, og de har holdt sig i skindet længe.

Men så åbnede Ikea. Og så var det Hr. og Fru Danmark, der styrtede ud i Toyotaen og hvinede ind på parkeringspladsen på to hjul og løb med flagrende tørklæder hen mod indgangen – for så at stå i en uendelig kø.

Jeg ved godt, at mange lige nu har tid til måske at indrette nyt børneværelse. Eller udskifte det gamle dørslag med et nyt. Men man skal i mine øjne godt nok være trængende for at udholde det cirkus, man åbenbart skal igennem for at erhverve sig en Billy Reol.

Før jeg nu bliver beskyldt for at være højrøvet og fin på den, må jeg nævne, at jeg faktisk aldrig har brudt mig om trængsel og mennesker i bunker. Heller ikke før coronaen. Allerede som barn var jeg en særling, der krøb sammen i et hjørne, hvis der var mange mennesker i rummet.

»Du sidder altid tæt ved døren,« sagde en kammerat engang til mig. Så det er noget, jeg har haft med mig gennem tilværelsen. Jeg ved godt, at det er lidt sært, men jeg slipper for mange ydmygelser.

Tætpakkede strande, hvor man skuler til andre og beskytter sit revir. Musiksteder, hvor man for billetten til 1.800 kroner bliver mast til sandwichfyld og i øvrigt kun kan se nakken af to enormt høje fyre. Folk, der klumper og maser og snøfter i toget. Der er også en gang imellem en, der slår en prut, men det er som regel mig.

Ikea har genåbnet deres varehuse efter nogle ugers corona-nedlukning. Tirsdag den 28. april var der stadigvæk lang kø – her foran varehuset i Gentofte.
Ikea har genåbnet deres varehuse efter nogle ugers corona-nedlukning. Tirsdag den 28. april var der stadigvæk lang kø – her foran varehuset i Gentofte. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og så er der mylderet i biografens foyer med lugten af popcorn og sjatter af cola. Og køen foran cafeens toilet, der i øvrigt ligner en rest fra Flyvevåbnets seneste øvelse i præcisionsbombning.

Der er noget tab af værdighed i det.

Massekulturen kan sagtens give fine oplevelser på en festival eller et fodboldstadion. Men der er også noget isnende ved synet af mange mennesker, der vil det samme og gør det samme på samme tidspunkt.

Og kønt er det aldrig. De mekaniske kroppe og de stirrende øjne i motionsløbene. De stressede bevægelser og de tilknappede sætninger en lørdag i supermarkedet. Man mister lidt af sig selv.

Islands Brygge er et yndet udflugtsmål. Også under corona-epidemien.
Islands Brygge er et yndet udflugtsmål. Også under corona-epidemien. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Og det ved coronaen. Den har spredt sig med lynets hast, fordi vi har opfundet en verden og en kultur, hvor vi står og sidder på nakken af hinanden.

Før coronaen var der på et hvilket som helst tidspunkt døgnet rundt mindst en million mennesker klumpet sammen i de små stålrør, vi kalder fly. 5000 mennesker gnubber sig op ad hinanden på krydstogtsskibene. Turisterne hoster hinanden i nakken og i grotter, kirker, museer og restauranter. Og så videre og så videre

Bliver vi ved med det? Ja, formentlig. Der kommer nok en periode, hvor vi tøver med de store forsamlinger og de små fly. Men ikke længe.

Se på Islands Brygge og se på Ikea. Vi vil have selskab. Vi vil gnubbe. Vi vil have dørslag og reoler. Og corona griner i skyggen.