I fremtiden bliver vi nødt til at genopfinde en række af de ting, ungdomsoprøret gjorde op med.

Det skrev jeg for tyve år siden i en bog, der handlede om at være barn midt i ungdomsoprøret – som alle, der blev født i 1960’erne kom til at opleve.

En af de ting, man for længst er gået i gang med at genopfinde, er kundskaber. Det vil sige helt konkret viden om, hvad 'dækkeserviet' hedder på engelsk, og hvor Det kaspiske hav ligger. Måske halter det stadig lidt i folkeskolen.

Men når forældre skal svare på, hvorfor de har valgt en friskole til deres barn, siger de ofte, at det skyldes, at friskolerne har en mere klassisk tilgang til, hvad der bør foregå i timerne, end folkeskolerne.

En anden ting, vi bliver nødt til at genopfinde, er disciplin. Det står lysende klart efter rapporter fra Helsingør om vold blandt elever og fra Esbjerg om voldsomme inklusionsbørn.

Disciplin har et dårligt image. Mange forbinder begrebet med højtråbende gårdvagter og sadistiske lektor Blomme-typer. Men det er den særlige afart af disciplin, man kalder kadaverdisciplin. Den har vi ikke brug for.

For det første er disciplin lig med civilisation. At man styrer sig selv. Gør sig umage med de opgaver, der skal løses. Behandler andre med respekt.

For det andet er disciplin lig med respekt for den institution, man befinder sig på. Er det for eksempel en skole, vil disciplin sige, at man har respekt for dens mål, som er vækst i viden og lærdom. At man har respekt for dens medarbejdere, hvad enten der er tale om lærere eller administrativt personale. Og at man har respekt for de regler, der gælder på institutionen.

Endelig er disciplin, at man aktivt tager del i det værdifællesskab, der bør herske på alle institutioner, og bidrager aktivt til at styrke det.

På en skole handler det ikke mindst om alvor; umage; respekt for argumenter og kendsgerninger.

Når man hører på alt vrøvlet om, hvorfor det er totalt og aldeles umuligt at møde til tiden i gymnasiet, kan man ikke være i tvivl om, at de unge mennesker, der brokker sig, aldrig er blevet underkastet et krav om disciplin.

Og når man hører de lærere og rektorer, der bakker dem op, forstår man hvorfor: Alt for mange, der burde skabe disciplin og gå forrest med et godt eksempel, er ikke deres opgave voksen.
Ungdomsoprøret begyndte for halvtreds år siden. Men først i vore dage er det kommet til at stå klart, hvor stor en katastrofe, det egentlig var.



Det bestod først og fremmest af en helt blind ødelæggelse af de institutioner, der bar et oplyst samfund som vores: skolerne. Gymnasierne. Universiteterne.

Overalt blev lærdommen og respekten for dem, der gennem årtiers flid og fordybelse havde opnået et mesterskab inden for deres fag, trampet under fode. I stedet kom den åndelige dovenskab, den fysiske magelighed og tiltroen til fladpandede paroler og letkøbte løsninger til at herske.

Konsekvensen af de ødelæggelser, ungdomsoprøret forurettede, ser vi i dag på skoler, hvor al disciplin tilsyneladende er brudt sammen. Og de lokale ansvarlige tilsyneladende hverken kan eller vil genoprette den.

Det er derfor, vi i vore dage er nødt til at genopfinde alt det, ungdomsoprøret ødelagde for et halvt århundrede siden.