Forestil dig, at du er hos købmanden efter en pakke Snøfler, 12 toiletruller og en flaske afløbsrens.

Du betaler, propper varerne ned i en pose og spadserer 200 meter hen ad fortovet. Du har med andre ord afsluttet et helt almindeligt, kedeligt hverdagsindkøb.

Så sker der noget mærkeligt. En butiksmedarbejder i nystrøget kittel overhaler dig indenom, slår to klapstole ud midt på gaden - og inviterer med et mælkehvidt tandsmil til en hyggelig, personlig samtale om din oplevelse i supermarkedet.

»Vi vil så gerne have, at vores kunder er tilfredse,« siger han og hiver et afkrydsningsskema frem, mens han byder på en småkage og en tilbudsavis.

Det lyder skingrende vanvittigt, men det er faktisk sådan, netbutikkerne døgnet rundt befamler og forfølger os, når vi har købt ind fra computeren derhjemme. De kalder det godt nok noget så fint som en 'tilfredshedsundersøgelse', men reelt er det en snedig metode til at kidnappe min privatøkonomi. Når @.com-kræmmerne har fået fat i min mailadresse, slipper de den aldrig igen.

I søndags bestilte jeg således to flybilletter på en hjemmeside, fordi kæresten og jeg skal til kobberbryllup næste måned i Aalborg. Knap havde jeg overført pengene og modtaget en kvittering, før jeg på den næste mail i kælne vendinger blev bedt om at evaluere handelen.

Den elektroniske billetsælger ville vide alt om mine oplevelser med at bestille rejsen til Nordjylland, for – som det sådan cirka blev udtrykt: »Vi arbejder på højtryk for at optimere vores service og give passagerne den bedst mulige indkøbsoplevelse.«

Nu vil jeg foretrække at bedømme turen til Nordjylland, efter den er gennemført. Så ved jeg faktuelt, om flyet blev forsinket eller styrtede ned i Kattegat. Ellers giver det ligeså behersket mening som at anmelde en restaurant, inden tallerkenen er på bordet. Så den første spam-mail sendte jeg med en skarpladt pegefinger direkte i papirkurven.

Få minutter efter kom så endnu en mail med overskriften: »Her kommer nogle gode tips til din rejse.«

Nu blev jeg tilbudt både hotelværelser og lejebiler – sjovt nok i Aalborg. Desværre var de gode tips reelt elendige, eftersom vi skal bo privat hos en bekendt, der henter os i lufthavnen. Så også den mail røg direkte på lossepladsen i cyberspace.

Det er både betænkeligt og ubehageligt. Bare fordi jeg skal sidde 50 minutter i en propelflyver i et privat ærinde, bliver mine rejseplaner og min mailadresse spredt som fra en fontæne ude i rummet til bunker af firmaer, der har frit spil til at fylde min personlige postbakke med alle deres ligegyldige tilbud på dobbeltværelser og Fiat Puntoer i omegnen af Limfjorden.

Og der er ikke noget at gøre ved det. Vi lever nemlig i et grænseløst algoritme-netværk, hvor hvert eneste klik deles ud til alle, der kan tjene penge på at kigge med – især de store sociale medier. Så hvis jeg en sen aften surfer rundt en times tid og kigger på lækre armbåndsure på diverse netsider, er både min Facebook- og Instagram-side næste morgen fyldt med kulørte reklamer for... lækre armbåndsure.

Jeg savner sgu købmanden og 100-kroneseddelen – for min tilværelse som forbruger på nettet er efterhånden ligeså lidt privat, som hvis jeg boede i et glashus midt på Kongens Nytorv – omkranset af spionkameraer. Og jeg kan ikke betale mig fra det. Tværtimod…