Skærtorsdag sendte TV2 filmen 'Life of Brian' – en meget morsom og grovkornet parodi over Jesu gerninger, mirakler, død og genopstandelse.

Også romerne får deres tur, ligesom jøderne bliver hånet. Ingen bliver skånet i Monty Pythons vanvittige univers. Intet er helligt. Alt kan latterliggøres.

Og hørte I stilheden?

TV2's glimrende filmvalg stiller de seneste ugers voldelige optøjer i kontrast. Med bacon og koranbøger har en Rasmus Paludan – blottet for humor godt nok, men derudover ikke fjernt fra Monty Pythons gak-univers – hånet den muslimske tro.

Og siden har urolighederne præget gadebilledet. Biler er blevet sat i brand. ISIS-symboler er blevet hyldet. Politiet er blevet angrebet. Den offentlige fred er blevet forstyrret, og politiet har måttet suspendere flere af grundlovens fundamentale rettigheder.

Fordi en gruppe afstumpede voldsmænd ikke har kunnet tage Paludans udgydelser med samme sindsro, som vi kristne kan tage Monty Pythons grovkornede satire.

For kristne kan leve med hån og latterliggørelse. Hele Jesu liv var fyldt med hån og spot; og han hævede aldrig stemmen, knyttede aldrig en næve, men prædikede kærlighed og tilgav endda på korset dem, som havde forrådt ham. Dét er den kristne klippe, vor verden er bygget på.

Men ikke alle i Danmark tager del i dette kristne folkefællesskab. Det er læren efter de seneste ugers optøjer. Dette burde føre til en dybere refleksion af, hvad den egentlige langtidspåvirkning af den muslimske indvandring til vores verden betyder.

Den islamiske verden er i vidt omfang gået i stå. Et noget nær fravær af teknologisk eller økonomisk udvikling gør disse lande, der fortsat præges af høj børnetilvækst, stadig mere utålelige at leve i.

Islam overlever ikke bare som den stagnerende religiøse tankegang, men finder endda i stadig flere kredse tilbage til de mest primitive stadier. Kvinders rettigheder krænkes konsekvent. Homoseksuelle henrettes. Og helt grundlæggende frihedsrettigheder er ikke-eksisterende i hovedparten af de islamiske lande, hvor man tror, at koranen er guds ord og derfor går forud for lov, fremskridt og demokrati.

Dette er ikke bare opskriften på stagnation og økonomisk såvel som åndelig fattigdom, men også forklaringen på, at muslimer i såvel Mellemøsten som Vesten synes langt mere voldsparate end kristne.

Og flertallet holder stædigt fast i, at overleveringen fra den brutale ørken, hvor krigsherren Muhammed dræbte sine fjender og giftede sig med mindreårige, stadig har gyldighed. Når virkeligheden modsiger denne åbenlyse idioti, tyer de i den ressourcemæssige afmagt til vold og optøjer.



Og med indvandringen er optøjerne flyttet ind i hjertet af Europa. Forfølgelse af jøder. Forfølgelse af piger uden tørklæde. Forfølgelse af fraskilte kvinder. Vandalisme imod vore kirker. Voldelige optøjer, når ytringsfriheden hævdes. Terrorisme og sharia.

Påsken burde i lyset af de seneste ugers begivenheder derfor have mindet os om én ting: at alting ikke er ligegyldigt. At vore gode, frie og demokratiske samfund med lighed mellem kønnene og lige muligheder for alle, der vil, ikke er kommet af sig selv, lige så lidt som de forbliver af sig selv.

De rettigheder, vi tager for givet, findes i intet islamisk samfund. For islam er i sin inderste kerne i konflikt med de værdier, vore samfund er bygget på.

Derfor skal der slås hårdt ned på ethvert forsøg på at give islam en rolle i vore samfund. At tro er ét. Det afgør den enkelte. Men at Danmark er kristent, er en fælles pligt og gave for os alle. Vil man ikke dette samfund, må øvrigheden sige fra.

Jeg håber derfor, at enhver uromager og -anstifter, som sætter sig op imod ordensmagten – og dermed grundloven – får genvurderet sin opholdstilladelse. Jeg håber, at enhver i dag kan se, at prisen for muslimsk indvandring er mere vold og utryghed.

Vi kan ikke fastholde Danmark som det, vi elsker, hvis vi ikke også værner om og giver forrang til dem, der elsker Danmark. Det er læren af skærtorsdag. I lyset af 'Life of Brian'.