Jeg har taget på her under corona-krisen. Jeg har trøstespist mig gennem den.

Og da jeg i går så mig selv i spejlet i fuld figur, slog det mig:

Jeg ligner efterhånden en af de statuer, der bliver væltet rundtomkring. Det er nemlig hvide, midaldrende mænd med topmave og lidt fedt under hagen.

Sådan ser jeg også ud. Jeg ligner noget, der skal væltes.

Jeg har ellers ikke været koloniherre i Afrika. Jeg har ikke været sydstatsgeneral. Jeg slår heller ikke på kvinder og børn. Eller på andre mænd for den sags skyld.

Jeg har derimod arbejdet uafbrudt i 40 år, betalt enhver sit og samvittighedsfuldt fejet fortovet. Jeg sorterer affald, jeg dyrker økologiske grøntsager og taler pænt til folk i supermarkedet.

Jeg sender penge til børnehavebørn i Rumænien. Jeg sympatiserer med kampen mod racisme og kampen for kvinders ret til at undgå magtmisbrugende gamle, hvide chefer. Og jeg har ikke har stået for nogen strukturel forskelsbehandling af kvinder, sorte eller brune.

Men vi er altså nu vel en milliard mennesker rundtomkring på kloden, der alligevel har det forkerte køn, den forkerte farve og den forkerte alder.

Vi repræsenterer undertrykkelse, overherredømme, forurening, racisme, vold, våben, magt, skattesnyd, dårlig smag og svedskjolder under armene.

'Vi kommer efter dig, hvide mand. Du ved, at din tid er ved at være slut. Og du er bange. Vi kommer med vores afvigende frisurer, høtyve og fakler,' kan man læse på en hjemmeside med reklamer for danske murermestre og bambusgardiner.

Og det er ikke kun et råb i gaderne. Det er også mere strukturelt. I USA er det ikke kun demonstranter, der vælter hvide mænd nu. Det er også kommuner med borgmestre og byråd i spidsen. De kører kranvogne ud i byen og fjerne fortidens synder. To sydstatsgeneraler bare i sidste uge.

Herhjemme forbyder man adgang for mandlige kunstnere til udstillinger. Finansloven har nu ekstra penge til de 38.000 kvinder, der er udsat for partnervold. Men ikke til de 19.000 mænd, der trods alt er udsat for det samme.

Og her kommer så paradokset: De fleste mænd er enige i behovet for hjælp til voldsramte kvinder, enige i behovet for mere ligestilling og enige i kampen mod undertrykkelse.

De fleste mænd er stilfærdige eksistenser. De står i regnvejr om natten og asfalterer de veje i byen, som også kvinderne kører på næste morgen.

De fjerner den asbest i skolerne, der kan forgifte børnene. De spuler kloakkerne, de fjerner vores affald, og de bringer aviser ud på knallert klokken fire om morgenen i snevejr.

Men vi er statuer, der skal væltes. En dag står vi ikke alene foran spejlet med topmave og dårlig ånde, vi står også med alt det forkerte. Og om lidt står vi med en høtyv gennem ryggen.

Intellektuelt forstår vi det godt. For historisk har den hvide mand jo siddet på det hele. Det kommer bare lidt bag på os, at vi skal tage skraldet for ethvert af fortidens røvhuller.