Jeg modtog den med skam

Da jeg startede på studiet, modtog jeg næsten min første SU med skam.

For jeg fyrede pengene af på sauna-gus, øl og 3-4 streamingtjenester. Jeg kunne egentlig nøjes med mindre SU. Min veninde i gymnasiet brugte SU'en som indskud til en dyr lejlighed – alt sammen betalt af skatteyderne.

Jeg har samtidig oplevet på studiet, at der er for få timer. Indeklimaet er elendigt. Og der er sjældent feedback på opgaverne.

Problemet er, at der bruges alt for mange penge på velvære-ydelser. Og der bruges alt for få penge på velfærd.

Eksemplerne står i kø. Jeg vil som nyuddannet få et tårnhøjt dagpengeniveau. Millionærer får i dag børneydelser. Og hvis du er rig, rask og rørig, kan du stadig gå på betalt efterløn. Hvis din krop er smadret, kan du ikke engang få førtidspension. Hvor er rimeligheden?

Hvis Danmark for alvor skal blive mulighedernes land for alle, må vi droppe velvære-ydelserne og investere i velfærd.

Nu siger du måske; 'opbakningen til velfærdsstaten smuldrer, hvis vi fjerner de universelle velfærdsydelser.' Men den køber jeg ikke.

Når de private vuggestuer, uddannelser og hospitaler vinder frem, så er det fordi, at vi har en velfærdsstat, der er nødlidende. En velfærdsstat, som ikke leverer. Vuggestuer, hvor der er alt for få pædagoger. En psykiatri, hvor der er få sengepladser til unge med lidelser. En folkeskole med discount-vikarer.

Vi har spillet totalt fallit. Og politikerne er ikke meget for at indrømme det. Løkke siger; 'dem, der kan selv, skal selv.' Men så længe efterlønnen lever, så er det jo tom snak.

Mette Frederiksen siger, at vi skal 'yde efter evne og nyde efter behov.' Men i mange tilfælde rager vi jo mere til os, så meget vi kan. Vi >nyder efter evne<. Selv socialisternes fader, Karl Marx, ville undre sig over, at vi betaler børneydelser til multimillionærer.

Ville det ikke være mere rimeligt og solidarisk - ja socialdemokratisk - hvis vi skar i velvære-ydelserne og brugte pengene på at samle børn op, som uheldigvis er født fra hjem, hvor alkohol, vold og helvede er løs?

Ville det ikke være solidarisk, hvis vi hyrede flere pædagoger, så børn aldrig skal græde uden trøst? Ville det ikke være solidarisk, hvis vi hyrede flere socialrådgivere, så de havde tid til deres arbejde?

Eller flere timer på uddannelserne, så alle unge kom med på vognen? Eller hvad med boliger til hjemløse studerende? Renovering af lumre lokaler i folkeskolen?

Vi sejler i så tilfældige og opsplittede retninger hver for sig, når vi blot får velvære-ydelser pr. automatik. Skattekronerne går snildt til dyre bøffer, iPhones og Mallorca-ferier i sidste ende.

Alt det, som er tomme, hurtige kalorier og forgængelige quick fixes. Forbrug, der knapt gør os mere glade eller trygge - måske tværtimod. Ubæredygtigt forbrug. I en tid, hvor materiel fattigdom slet ikke er et problem. Mens velfærdsstaten mange steder er malket for kræfter.

Nogle vil nok sige; 'Jeg har betalt skat i årevis. Skal jeg så ikke have noget tilbage?' Jo, er mit svar. Du skal have VELFÆRD. Ikke velvære. Du skal betale til vores fælles velfærd. Og den er ikke tilstrækkelig i dag. Og når tusinder af mennesker falder ud, fordi velfærdsstaten er nødlidende, ja så bliver vi alle fattige på sigt. Vi er alle i samme båd.

Timingen er egentlig perfekt til et opgør. Arbejdsgiverne skriger på hænder og hoveder, der kan tage fat. Hvis vi fjerner den sidste efterløn, børneydelser til millionærer og skærer i dagpengene til nyuddannede, så har folk så rigeligt med mulighed for at tage job. Blot man ikke er kræsen.

Så lad os nu droppe flødeskummen. Al det lækre. Alt egoismen og 'Jeg-vil-ha’-basta!'-tilgangen. Alle velvære-ydelserne. Og lad os investere i mulighedernes Danmark.