Torsdag klokken 14.00: Kampen er i gang. Jeg tør ikke se på skærmen. Jeg skruer også ned for lyden og kigger i stedet ind i støvsugerskabet.

Man kan sige meget skidt om mig, men man kan ikke beskylde mig for at være optimist. Så hvis man lige for tiden vil hygge sig med at se VM, skal man ikke gøre det i mit selskab. Jeg er stivnet i angst under kampen. Jeg trækker stort set ikke vejret. Jeg klamrer mig til et eller andet. Og jeg får dårlig ånde, fordi jeg glemmer at synke kaffen.

Ud af øjenkrogen ser jeg, at Eriksen har scoret. Det var det værste, der kunne ske, for intet godt varer ved.  Jeg forbereder mig på, at Australien scorer lige om lidt. Jeg åbner køleskabsdøren og gemmer mig bag den.

Jeg er pessimist, og det er jeg, fordi det bedst kan betale sig. Man undgår skuffelser. Når jeg skal ud at købe ind, regner jeg med, at supermarkedet er løbet tør for de grillpølser, jeg gerne vil have. Når jeg skal på arbejde, regner jeg med, at der er kø på vejene. Når jeg går i seng, regner jeg med, at jeg ikke kan sove. Og som regel får jeg ret.

Alle andre er derimod optimister, og de tager som regel fejl. Vi bliver bedre mennesker, vi får bedre sygehuse og mere demokrati i verden. Der kommer færre irriterende bilister. Nikolai Jørgensen scorer pludseligt. Yeah – in your dreams!

Straffespark. Australien scorer. Hvad sagde jeg!

Jeg har ganske vist læst et sted, at optimisme er godt for helbredet. Et lyst sind giver os angiveligt et længere liv. Det må så betyde, at jeg ikke bliver forfærdelig gammel. Jeg må undvære at sidde længst muligt i eget hjem og få bad af kommunen hver tredje uge gennem rigtig mange år. Optimisterne derimod, de glæder sig til det.

Som regel taber de hold, jeg holder med. Derfor beslutter jeg her i anden halvleg at holde med Australien.  Desværre spiller de faktisk bedre end danskerne, så de kan godt gå hen og vinde. Sisto bliver snydt på baglinjen, så vandet driver. Bolden er på vej gennem Schmeichels ben. Kaos i forsvaret. Jeg ligger i fosterstilling nu.

Måske blev jeg pessimist, fordi jeg ikke bryder mig om alt det, der følger med optimismen: Den lalleglade og ubegrundede tro på at alt bliver bedre i morgen. Det lykkelige menneske, der vil leve længe for at opleve så meget som muligt. Som om livet er en forlystelsespark, hvor man skal prøve flest mulige karruseller?

Torsdag ca 15.45: Jeg rejser mig fra gulvet. Det ender uafgjort. Formentlig fordi jeg holdt med Danmark i første halvleg og med Australien i anden. Jeg kører hen til supermarkedet for at købe grillpølser. Jeg hører P3, hvor Martin Brygmann gudhjælpemig sidder og siger, at resultatet var ok, og at vi skal se på det med et lyst sind. Jeg kender hans storebror Lars og lægger en besked på hans telefonsvarer, hvor jeg beder ham få styr på brormand. Vi skal møde Frankrig på tirsdag, hvor jeg skal lide igen, og hvor vi taber 0-5.

Og så er grillpølserne i øvrigt udsolgt. Hvad sagde jeg!