Har du som kvinde dømt andre kvinder, fordi de har haft mange sexpartnere? - Så skam dig!

VIVE, det danske forskningscenter for velfærd, har netop offentliggjort en rapport, som viser, at unge piger i dagens Danmark bliver udskammet og fordømt, hvis de har haft mange sexpartnere. Sikke en skam.

Rapporten viser også, at piger og drenge er lige seksuelt erfarne, men oplever forskellige konsekvenser.

Analyser viser, at 18-årige piger og drenge er næsten lige seksuelt erfarne. Denne ligestilling i praksis viser sig dog ikke i en moralsk ligestilling. De unge i fokusgruppeinterviewene fortæller, at seksuelt erfarne piger med skiftende partnere generelt mødes med fordømmelse og ringeagt, mens drenge i stedet hyldes for den samme praksis.

Det synes jeg er en umådelig trist nyhed. Og utroligt, at det stadig forholder sig sådan. Det har åbenbart ikke ændret sig gennem tiderne. Her går jeg og tror, at vi hele tiden bliver både klogere og friere i samfundet.

Men direkte kønsdiskriminering eksisterer altså stadig.

Selv har jeg naturligvis førhen oplevet både forargelse og fordømmelse fra samfundets side, primært på grund af min tidligere karriere som international pornostjerne. Og i mit private liv har jeg været i seng med hundredvis af mænd. Dét kommer vist ikke som en overraskelse for nogen længere - skriver jeg med et smil på læben.

Det er også trist, at det faktisk ofte er kvinder selv, der er de mest diskriminerende over for de andre såkaldte løsslupne kvinder. Det er i hvert fald min påstand, at de kan være det.

Mange af de fordømmende reaktioner, jeg selv har oplevet, er kommet fra, ja, netop kvinder.

Udtrykket 'Kvinde er kvinde værst' kommer desværre til sin ret her. Og i denne sammenhæng taler jeg især om kvinder, der ikke engang har kendt mig personligt.

Selv voksne veluddannede kvinder har skulet ondt på mig og benyttet chancen til at 'shame' mig offentligt.

Det går efterhånden nogle år tilbage, men ikke desto mindre er det reelt erfaret.

Selvhøjtidelige kvinder med ondt i røven - og ikke på grund af den sjove slags. Ja, undskyld jeg siger det ligeud. Men det er min teori. Nogle kvinder har så dårligt selvværd, at de bliver misundelige på kvinder, der tør at udtrykke sin seksualitet. Og det er nemmere at forarges end forføres. Hvis dog bare de turde at sætte sig selv lidt mere fri.

Engang var jeg på McDonald’s med min daværende og meget sexede undertøjsmodel, dengang jeg drev min lingeriforretning i starten af 00'erne. Vi var begge blevet sultne og trængte til en stor kaloriefræk menu.

I samme kø som os stod der en anerkendt kvindelig politiker, og da hun fik øje på os, gik køen i stå.

Hun stod som forstenet, kiggede stift og sammenbidt på mig (lidt ligesom den politik hun førte) og hendes øjne glødede ondt af misbilligelse og had.

Jeg syntes, det var ganske forskrækkeligt, at selv voksne veluddannede kvinder tilsyneladende ikke havde format nok til at vise almindelig respekt over for deres medsøstre, der har valgt en anden og mere sexet udtryksform i tilværelsen.

Skriv debatindlæg til B.T. til btdebat@bt.dk.

En anden gang oplevede jeg en kendt kvindelig læge blive så forarget over, at jeg var blevet ansat som hostess på Bo Bechs gourmetrestaurant GEIST. Hun brokkede sig endda på sin egen blog, hvor hun skrev noget i stil med; at nu ville der nok indfinde sig mange liderlige hankatte i restauranten, der ville glo efter mig med tungen langt ud af halsen, imens jeg - den lille frække mis - naturligvis lappede det hele i mig med velbehag. Og hvad så hvis det nu var tilfældet?

Jeg valgte at kommentere på hendes blogindlæg, at jeg da gerne ville invitere hende på et glas champagne i restauranten, så hun ved selvsyn kunne konstatere, at det jo altså ikke var en stripklub med topløs servering, jeg var blevet ansat på (ikke at der er noget galt med stripklubber, siger jeg), men det afslog hun på en aldeles uhøflig facon.

Konklusionen på denne temmelig ucharmerende opførsel både dengang og nu er, at det fortæller mere om disse kvinders uvidenhed, fordomsfuldhed og som sagt ikke mindst deres selv-utilstrækkelighed.

Heldigvis har jeg også mødt og møder til stadighed mange positive unge og modne kvinder, der ser mig som en rollemodel for kvindelig seksuel frihed. Dét er jeg stolt af.

Lad os forsøge at rådgive og støtte de unge kvinder, så de ikke fortsat skal fyldes med skam. Ros dem nu i stedet for – de smukke unge mennesker!