Jeg har altid været sygdomsangst og bakterieforskrækket. At være fastlåst i et offentligt rum som en flyver eller en bus med mennesker, der hoster og nyser, er et af mine største mareridt.

Jeg er skrækslagen for syge børn med snotnæser og kollegaer med pudse næse-klude. Sådan en omgang snotteklud ved mødebordet er for mig i kategori med at lade lorten ligge og flyde i kummen. Det er respektløst og hører sig ikke til på en arbejdsplads, og derfor har jeg også altid været en indædt fortaler for en 'bliv hjemme, hvis du er syg'-politik på arbejdet.

Men folk har altid rystet på hovedet ad mig og syntes, jeg var lidt småneurotisk. Her under corona-angrebet har min hvide bomuldshandske skabt undren. »Hvorfor har du handske på og hvorfor kun på højre hånd?« har flere spurgt. »Så jeg kan betjene mobilen med venstre, selvfølgelig.« Neurotisk? Det er jeg uden tvivl. Woody Allen og jeg er gjort af samme stof. Og derfor kan du nok forestille dig, hvordan jeg har haft det i disse dage.

Neurotisk har faktisk ikke været dækkende for min adfærd. Jeg har været en fuldbyrdet corona-tosse, der iklædt hue trukket helt ned over ørerne og halstørklæde over næse og mund sprang forskrækket fra fortov til fortov for at undgå at komme inden for to meter af folk, der lignede nogen, der kunne have været i nærheden af Kina eller Italien. Da jeg bor midt imellem alle turistfælderne i det indre København, har det været stort set alle, og turen hjem fra B.T. i Pilestræde var derfor blevet til et slags 'gakket gangart'-forhindringsløb, hvor jeg dårligt turde trække vejret.

En anden udfordring har været at møde nogen, man kendte. »​Shit, det er jo Klaus,« har jeg tænkt og kigget ned i jorden, mens jeg håbede på ikke at blive opdaget. For Klaus og alle andre normale mennesker, man kender, har villet kramme og knuse, som de plejer, når de hilser, og det har gjort mig rædselsslagen.

Det har været stressfyldt, men når først jeg var kommet hjem og havde sprittet alle flader af og vasket hænder to gange, mens jeg sang de tre omkvæd af en sang, som jeg har lært, man skal, for at sikre sig, at hænderne er blevet ordentligt rene, så kunne jeg faktisk godt slappe af.

Så satte jeg mig roligt ned med en lille kop te og lidt shopping på Nemlig.com. Flåede tomater, tun på dåse, Heinz-tomatsuppe, frosne ærter, vakuumpakket spegepølse og pasta i lange baner – hvis nu jeg skulle blive sat i karantæne. »Husk æg og tørrede bønner, de giver protein,« skrev min mor – så jeg har det ikke fra fremmede.

Måske jeg følte, det hele var i overkanten, men så blev det onsdag, og Mette Frederiksen lukkede Danmark ned. Nu er jeg glad for, at jeg har været en corona-tosse – for skabet er fyldt op, og den afstand, som der nu opfordres til, er allerede indkodet i min adfærd.