For mange år siden var jeg til en U2-koncert i Parken. En af de bedste koncerter, jeg har oplevet, på trods af et gevaldigt uvejr. Jeg tror, det var før, man var i stand til at overdække stadion.

Under koncerten bandt Bono et tørklæde om hovedet, hvorpå der stod 'Coexist' (sameksistere).

Nu skal du forestille dig, at C'et var en halvmåne, at X'et var en davidsstjerne, og at T'et var et kors. Jeg medgiver, at Bono somme tider er for meget i sine anstrengelser for at blive en ny messias, men den tekst var intet mindre end genial, fordi den rakte ud.

I mere end 10 år har jeg bestræbt mig på at bruge denne side på at kigge på danskernes adfærdsmønstre og vores sameksistens på tværs af alder, køn, religion, hudfarve og meget andet.

Og lige nu synes jeg, at øjne en tendens, som måske er global, men som i hvert fald længe har været tiltrængt. En politisk strømning, som vidner om interesse for vores samfund og for hinanden. Vi har droppet de anklagende pegefingre og er begyndt at debattere i politisk forstand.

Måske var det under den seneste valgkamp, at det første gang gik op for mig. Jeg nævnte det her i avisen: Tonen! Der var en anderledes ordentlig tone mellem politikerne. Og så var der en, der rakte ud: Lars Løkke.

Jovist, han har om nogen fået drøje hug for, at han rakte ud mod Socialdemokratiet i sidste runde. Men var det egentlig ikke det rigtigste at gøre? Var det måske i virkeligheden årsagen til, at Venstre fik så godt et valg? Jeg tror det. Vi kan godt lide, når politikere rækker ud til hinanden. Det er det bedste middel mod politikerlede.

Men jeg så det også som et opgør med den dominerende yderfløj, der i årevis har tegnet et billede af et opdelt Danmark. Pludselig fandt man anledning til at redefinere, hvad det vil sige at være borgerlig. At borgerlighed også handler om frihed, frisind og fællesskab, som Løkke formulerede det. Sameksistens!

Endelig turde vi spørge: Hvem er vi, hvis vi ikke har yderfløjene med? Og jeg mener, det var selve årsagen til valgets klare resultat: De gamle partier, som har stået for sameksistens i generationer – både til højre og venstre – gik markant frem.

Jeg er ikke politisk kommentator, men jeg er et politisk væsen, og når jeg læser om danskerne, så vejrer jeg morgenluft. I takt med at vi forstår, hvilken dårlig indflydelse det har på os, når vi bliver yderligtgående, er unuancerede og taler i absolutter, så begynder vi at finde tilbage til interessen for politik. Ikke mudderkastning, men rigtig politik.

De diskussioner, der i sidste uge førte til Lars Løkkes afgang, var i sig selv det allerbedste bevis på den debatkultur, der måske er ved at finde indpas. Man luftede ud i nogle stuer, hvor luften længe har været iltfattig.

Personligt var jeg ked af udfaldet. Jeg havde helst set Lars Løkke på formandsposten frem til næste landsmøde. Men i det store billede var det et sundhedstegn, at der blev argumenteret for og imod uden de der velkendte tilsvininger.

Lige nu oplever vi i England en bred vifte af politikere, der undsiger deres premierminister, som ved gud også hører til yderfløjen. Folket rører på sig: Der er grænser for, hvor enøjet man må være.

Hvis vi er heldige, vil det samme ræsonnement vinde frem i USA. Men det skal gøres med kløgt. Når min morfar syntes, at nogen var fjollede at høre på, så kaldte han dem 'gabehoveder'. Personligt synes jeg, Donald Trump er et gabehoved, men det nytter ikke at tale ham ned eller pege fingre ad ham. Det styrker ham blot.

En mand som Donald Trump skal sættes til vægs med debat og høvisk tale. Ida Aukens videotale til Trump fik helt fortjent millioner af visninger og likes i denne uge og er endnu et eksempel på, at politik er andet og mere end verbale slåskampe. Politik skal være inspirerende og inkluderende, og jeg tror, vi er på vej tilbage på sporet af netop det.

Jeg håber ikke, jeg tager fejl.