Er du træt af julen? Det er jeg ikke. Jeg har så småt taget hul på gaverne, og jeg har det faktisk fint med det.

Jeg kan godt lide at tøffe rundt i butikkerne. Jeg kan godt lide at købe en klejne, og jeg er glad for at sige god jul til ekspedienterne. Især hvis de ser lidt godt ud.

Til gengæld er jeg lidt træt af andre mennesker. I hvert fald nogen af dem. Og da jeg i går igen begav mig ud i indkøbene, fandt jeg ud af, at man stort set kan inddele befolkningen i grupper. Den ene gruppe er gode nok. Den anden gruppe skal man holde sig fra.

Jeg er f.eks. meget træt af at holde døren for folk, der ikke kvitterer med et lille 'tak' eller i det mindste et venligt nik. I går holdt jeg døren 14 gange, og de fleste gange vadede folk lige forbi mig, som om jeg var ansat til at stå der med den åndssvage dør i hånden. Til sidst begyndte jeg at sige ting til dem.

»Selv tak, fordi jeg holdt døren for dig, din selvoptagede pikansjos.«

Det mærkelige er, at folk ikke rigtigt reagerer på det. De kigger flygtigt og skynder sig væk, mens de åbenlyst spekulerer på, hvordan jeg mon er sluppet ud af distriktspsykiatrien. Ikke et øjeblik overvejer de, om de måske selv havde været en smule uvenlige.

Og så er der dem, der parkerer bil foran butikken, således at de optager to pladser. De placerer deres irriterende bil med to meters tomrum foran og tre meters tomrum bagved.

Så kan de selv komfortabelt komme både ind og ud, mens andre nu må køre fire kilometer væk for at finde en plads.

Jeg er begyndt at sætte en seddel i deres forrude med en venlig påmindelse om at parkere hensynsfuldt næste gang. Men da jeg ved, at de er revnende ligeglade med den slags sedler, smider jeg også lige en brosten ind gennem deres forrude. Det er det eneste sprog, den slags mennesker forstår.

Min pointe er naturligvis, at vi er nødt til at kæmpe for ordentligheden. Vi skal bekæmpe dem, der ikke viser det lille daglige hensyn.

Man skal f.eks. ikke stiltiende stå og vente, mens andre spærrer en hel mellemgang i supermarkedet med deres indkøbsvogn. Man skal derimod sætte farten op og køre sin egen vogn ind i dem med 22 kilometer i timen, sådan at de havner med hovedet inde mellem risene og de flåede tomater.

Det er måske lidt voldsomt, og man skal huske at foregive en vis anger. Men det sker i den gode sags tjeneste.

Danskerne rangerer i undersøgelser som Europas mest uhøflige folkefærd. Jeg skal ikke gøre mig klog på årsagen. Men det kan jo hænge sammen med vores massive nedbrydning af respekt og autoritet. Og vores massive, idiotiske tiljubling af individet som den nye Gud.

Ud af det kommer egocentriske tyranner. Fra børn til gamle. I skolen, på jobbet og i julehandlen. Og jeg tror ikke på, at man kan bekæmpe den slags uvenlighed med venlighed.

Jeg tror, vi skal spule den slags mennesker ud af vores liv. Og ud af indkøbscenteret.

Som man kan forstå, er jeg ellers selv et høfligt menneske.

Forleden kom jeg til at slå en lille prut inde i Synoptik, og jeg erkendte straks min skyld over for både personalet og de andre kunder.

»Det var mig,« råbte jeg og smilede venligt.

De fleste kiggede væk, men en enkelt spurgte, om jeg ikke var ham Jes Dorph fra tv. Det skyndte jeg mig at bekræfte, for der er jo ingen grund til at stå og korrekse folk midt i en butik.

Jeg var ovenikøbet så venlig, at jeg ikke slog én til. Det kunne jeg ellers godt.