Det er et år siden, vi første gang så den globale kampagne #Metoo eksplodere.

Nogle fnes nedladende og talte om offermentalitet og snerper. Mange flere fik endelig øjnene op for, at der er en verden til forskel på at gå gennem livet som henholdsvis kvinde og mand. Og det blev lige så vigtigt, hvordan vi opdrager vores drengebørn som at fortælle vores piger, at de skal passe på sig selv …

'Hvis der er nogen, der taler grimt om kvinder i vores hjem, så bliver de smidt ud!' siger min store datter.

Det er sagt lidt i spøg – og så alligevel ikke. For i en familie, der består af næsten lige mange piger som drenge, har vi både fokus på, at piger skal passe på sig selv, fordi det er sådan verden desværre er skruet sammen. Men også på, hvordan drengene bliver opdraget. Derfor gider vi ikke ord som fx 'luder' og 'ho' – uanset om man bor her eller ej.

Det er også min store datter, der det sidste års tid har haft det noget stramt, når jeg har hørt Rasmus Nøhr. Fra at have knuselsket ham har jeg også fået det svært med ham, men jeg prøver at skille tingene ad – musikken og manden.

Jeg har også fået det stramt med Peter Aalbæk, som jeg tidligere har respekteret for at være så meget en ener og sin egen, men når det er på bekostning af andre med baggrund i et magtmisforhold, så står jeg af.

Og hvor den første trods alt forsøgte sig med en slags undskyldning, bliver sidstnævnte ved og kan slet ikke se noget forkert i de såkaldte 'putte-middage', hvor helt unge piger krænkes af de mandlige studerende. Så kan jeg ikke længere skille tingene ad.

Så hvor er vi nu?

#Metoo fik kvinder i hobetal til at fortælle om deres negative oplevelser med mænd. Ikke bare nogle få, men mange. Rigtig mange. Og fordi vi pludselig var så mange, der fortalte åbent om voldtægter, overgreb og sexisme, blev det tydeligt, at der måtte være noget om snakken. Tydeligt, at det ikke bare var en enlig svane og et enkelt 'offer' her og der, men at det er et livsvilkår som kvinde.

Mænd, yngre som ældre, fik også endelig øjnene op for, at det at være født som hvid mand er vildt privilegeret.

Vi fik kvinderne ud af 'flinkeskolen'. Fik kvinder, der tør sige fra over for både overgreb og sexisme. Kvinder, som mine døtre, der ikke bare finder sig i, at en mand står og gnubber sig op ad dem, når de er til koncert. Mine døtre, der råber tilbage ad unge mænd, der overskrider deres grænser med tilråb, og slår fra sig, når en fulderik på vej hjem fra fest hiver fat i dem ved busstoppestedet eller prøver at vælte dem af cyklen, når de passerer dem på en knallert.

Det turde jeg ikke selv. Jeg gik bare. Eller fandt et andet sted at stå. Kørte med på 'joken', fordi jeg var bange for konfrontationen og ikke stolede på, at der ville være nogen hjælp fra omkringstående, hvis det gik galt.

Det gør de unge ikke i dag. Og det er godt. De tør. De siger fra.

Og vores sønner, drenge og unge mænd erkender, at de er privilegerede og har fået en stor magt foræret i fødselsdagsgave. Og de erkender, at den magt forpligter.

#Metoo har rettet op på en masse fejl, som min generation ikke formåede at ændre for os selv. Men måske fordi vi ikke gjorde det for os selv, har det været så vigtigt for os at ændre det for vores børn – piger som drenge.

For jeg har fandeme været træt af at skulle fortælle mine døtre, at de skulle passe på sig selv og de signaler, de måtte sende med påklædning og opførsel. For hvorfor skal der være andre regler for mine døtre end mine sønner?

Og det har været mig magtpåliggende at fortælle alle mine børn om de oplevelser, jeg selv har haft, og opdrage mine drenge til at opføre sig ordentligt over for piger samt sørge for, at deres venner også gjorde det. Eller sige fra, når de oplevede, at de ikke gjorde det.

Så har det ændret noget? Ja, det har det sgu! For vi har fået startet samtalen, og den fortsætter vi rundt om spisebordet herhjemme. Og forhåbentlig også i mange andre hjem…