'Jeg har en kæreste,' gentager jeg til den åbenbart temmeligt sløvtopfattende herre, der står foran mig.

Han læner sig beruset ind over bordet med hånden i et hårdt greb om den halvtomme drink, han et øjeblik forinden tilbød mig at tage en tår af. Som en slags venlig gestus, gætter jeg på. Han vender blikket op fra mine bryster og kigger mig i øjnene.

'Hvorfor er han så ikke med her i aften, ham din kæreste?' spørger han indgående, imens han læner sig helt ind over mig og laver karikerede gåseøjne med fingrene. Charmerende.

Jeg er helt åbenlyst et bytte for ham, og det faktum, at jeg har en kæreste, skræmmer med al tydelighed ikke den berusede herre væk – det virker næsten, som om det giver ham mere blod på tanden. Ligesom flere andre mænd den aften lægger den fulde fyr ikke skjul på, at han gerne vil score 'sådan én som mig'. Om ikke andet, så 'bare for en aften'.

Det er julefrokosttid, og det virker, som om julen – eller de mange flasker snaps, der ofte følger med til de dertilhørende frokoster – gør folk lidt ekstra pågående.

I udgangspunktet synes jeg selvfølgelig, at det er er dejligt, når mennesker viser mig interesse. Og når de ligefrem fortæller mig, at jeg er dejlig, så soler jeg mig gerne i opmærksomheden. Det er skønt med bekræftelse, og jeg synes, det er fantastisk, når vi tør give den til hinanden, hvad enten vi er venner eller fremmede.

Der, hvor kæden hopper af for mig, er, når man ikke respekterer et 'nej tak'. For jeg synes faktisk, det er mangel på respekt, når en fyr har gjort sig tilnærmelser, og jeg høfligt fortæller ham, at jeg altså har en kæreste.

I min bog er det præcis det samme som at sige: 'Jeg synes, du virker mægtigt sød, men jeg er ikke interesseret i dig på dén måde.' Ja, faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg synes det er fuldkommen utækkeligt at lægge an på et menneske, der fortæller tilbage, at man er i et fast parforhold.

Jeg elsker at gå i byen. Jeg elsker at danse, møde nye mennesker, grine, skåle og have det sjovt med både venner, bekendte og dem, jeg endnu ikke kender. Jeg falder ofte i snak med mennesker, jeg ikke kender – og om det er mænd eller kvinder, lægger jeg sådan set ikke så meget i, så længe vi hygger os og griner af de samme jokes. I gensidig respekt, vel at mærke.

Jeg synes, det er dybt respektløst at gøre sig yderligere tilnærmelser overfor et menneske, som har erklæret sin kærlighed til en anden. Jeg mener, hvad forventer de overhovedet at få ud af det? Et hurtigt knald? En følelse af ultimativ sejr, fordi de har nedlagt en anden mands kvinde?

Måske er jeg bare godt og grundigt gammeldags, men jeg forstår det simpelthen ikke. Selv hvis det - som et tænkt eksempel - nogensinde skulle ende med, at jeg ville lade mig forføre i en sådan situation, så tænker jeg da sådan set ikke, at jeg ville være en ret god fangst med det fuldstændigt smadrede moralske kompas, det ville kræve af mig først at fremhæve min kæreste for sidenhen at pisse på ham ved at gå med en anden mand hjem.

Det ville være et karaktertræk af de grimmeste, og at nogen har lyst til at grave efter dén slags - uanset om det bare er for et hurtigt skrald eller ej - synes jeg er usmageligt.

Ja, faktisk synes jeg bare, at vi skal lade være med at lægge an på hinandens kærester, for der kommer slet og ret ikke noget godt ud af det. I hvert fald kommer der ikke noget ud af at lægge an på mig, hvis det er for andet end at få sig en hyggelig snak og en potentielt ny ven. Nye venner er der nemlig altid plads til.

Den fulde mand afventer mit svar. Et kort øjeblik overvejer jeg at gå ind i dialogen og fortælle ham om, hvor vidunderlig min kæreste er, og hvor lidt han får ud af at bruge sin energi på at score mig, når vi nu bare kunne have det sjovt, skåle og tage os en hurtig svingom på dansegulvet, skulle det blive rigtigt vildt.

Men jeg orker det helt ærligt ikke, for jeg er temmelig overbevist om, at han ikke vil forstå. Ikke fordi han ikke kan, det tror jeg såmænd nok; han vil bare ikke. Jeg afviger, skåler - med min egen drink, selvfølgelig -  ønsker manden en god aften og suser i stedet ud på dansegulvet med en veninde under armen.

Det er måske nok kun jul én gang om året, men derfor behøver vi jo ikke opføre os som idioter, vel?