Debatindlæg af Deniz Serinci, journalist, forfatter

For et par år siden spurgte en kurdisk veninde mig, om vi ikke kunne danse kurdisk kædedans sammen.

Hun havde ikke danset dansen i 20 år, siden hun blev udstødt af sin familie, fordi hun havde fået en dansk kæreste. Hun havde savnet dansen.

Forestil jer, at man som dansker ikke har nogen at dyrke og fejre fastelavn, jul og nytår med, fordi ingen af ens landsmænd vil tale med en mere.

En etnisk dansk kvinde kan også bryde ud af sit oprindelige miljø. Men hun kan finde nye venner. Der er trods alt mange danskere at vælge mellem ud af fem millioner danskere. Men for den nydanske kvinde er det sværere, da hendes hjemlands miljø i forvejen er meget lille.

Alt det – familien og hyggelige etniske traditioner – har man ikke lyst til at miste. Derfor indordner flere bekendte indvandrerpiger sig familiens strikse regler - og lever ulykkelige.

Min veninde er langtfra det eneste offer for social kontrol. Faktisk må kun 43 procent af piger med ikke-vestlig baggrund ses med venner af det modsatte køn ifølge Undervisningsministeriet. For etnisk danske piger er tallet 88 procent.

Jeg kender som barn af tvangsgifte forældre til disse forstokkede normer. Desuden kender jeg også til den sociale kontrol. Under mine dates med nydanske kvinder skulle jeg leve med en konstant frygt for at blive opdaget af bekendte fra konservative dele af det nydanske rygtesamfund, der ihærdigt vil sørge for at rapportere videre.

Bare det at blive set med en fyr kunne sætte gang i sladder. Omdømme betyder mere end sandhed. Løse rygter er nok til at ødelægge liv. Og kommer det først ud i offentligheden, at hun mødes med en fyr, så forventes det af familien, at de reagerer og genopretter æren.

Vil hendes far og brødre så komme efter mig? Vil de tæve hende derhjemme? Vil hun lige pludselig forsvinde og blive sendt på genopdragelsesrejse i udlandet, fordi hun er blevet 'for dansk'?

Den sociale kontrol, som visse indvandrermænd får til opgave at opretholde, gav ikke kun mine eks’er hovedpine. Det var og er også en sand hovedpine for mig.

»Find et godt sted, Deniz,« som min eks, en 25-årig flygtning fra Syrien, sagde. »Et sted uden udlændinge!«

Som den, der kender byen bedst, skal jeg hver gang – midt i min travlhed - opfinde en ny rute. Det må endelig ikke være et sted, hvor der er taxier, busser og pizzeriaer, fordi medarbejdere der ofte er indvandrere. Hvad hvis nogen af dem sladrer til kvindens familie? Hvor finder jeg et sted uden hverken taxier, busser og pizzeriaer?

En anden konsekvens af den sociale kontrol er det nedslidende dobbeltliv. Min eks skulle håndtere to, vidt forskellige, verdener. Derhjemme var hun den pæne, traditionelle kvinde. Derude var hun sig selv. Efter at vi har været sammen, skal hun efterfølgende altid opfinde en nødløgn til forældrene.

Det er ofte mændene, der bliver sat til at agere moralpoliti over for søstrene. Kan vi som indvandrermænd ikke se det åbenlyst hykleriske og dobbeltmoralske her?

Tag den 26-årige kurdiske kvinde i Sverige, Fadime Sahindal som eksempel: Hun blev tævet af sin bror og senere dræbt af faderen, fordi hun havde en svensk kæreste. Men broren havde selv en svensk kæreste og samlever. Hun måtte ikke, han måtte gerne.

Hvad er det, vi mænd frygter så meget fra kvinderne? At de mister deres mødom?

Så er der noget galt med os - de indvandrermænd, der kommer fra så stokkonservative familier.

Vi bør gøre op med det evige jomfruideal og mødomsfiksering. For det kan ikke være rigtigt, at kvinder i 2018 stadig skal måles og vejes på, om de er jomfruer eller ej.