Jeg ved godt, at jeg har skrevet om det tidligere, men sagen optager mig, og jeg bliver hele tiden forbløffet over virkeligheden i ældreplejen.

Hvordan behandler vi virkelig gamle mennesker, der bliver syge, demente og krævende?

Mennesker, der har levet et helt liv uden at forlange alverden. Den generation, der nærmer sig 90 år, og som har bygget vores velfærdsstat op fra bunden. Den generation, der kender til at sætte tæring efter næring, og som tilmed har arbejdet det meste af deres voksne liv.

Svaret er: ikke imponerende.

Faktisk ringe, hvis man skal tage mine oplevelser med et nærtstående familiemedlem i en større provinskommune alvorligt. Jeg er bange for, at det forholder sig sådan mange steder, men jeg kan ikke vide det.

'Sagen' er endt lykkelig; mit familiemedlem er nu på plejehjem og i gode hænder.

Men vejen dertil har været rodet og uden den store hjælp. Man er på egen hånd og skal selv sikre, at der kommer en fornuftig behandling eller pleje. Hvis familien ikke kan steppe op, er man ilde stedt.

I mange måneder har vi været afhængige af hjælp i hjemmet flere gange dagligt. Leveret af kommunen. Hjælpen er kommet hver dag, men det har hele tiden været forskellige personer. Aldrig noget kontinuerligt, og derfor er kommunikation mellem plejerne om medicin, mad og hygiejne helt afgørende. Det har vist sig at være umuligt. Det er glippet så mange gange med både medicin og maden, at man som pårørende til sidst bliver bekymret over det mindste.

Tilliden siver ganske enkelt ud af systemet. Det er dårligt for begge parter.

Plejehjemmet var til sidst uundgåeligt. Jeg har besøgt flere plejehjem i kommunen, og vilkårene vil ryste de fleste. Beboerne er dårlige, virkelig dårlige, men forholdene gør det ikke bedre. Plejehjemmene er i dag små sygehuse, hvor det meste er indrettet så klinisk, at det er umuligt at skabe en hjemlig atmosfære. For det er et hjem, det sidste hjem i deres liv, men det ligner opbevaring.

Generationen, der nærmer sig 90 år, brokker sig ikke. De er vant til, at livet kan være hårdt. Men de kommende generationer vil garanteret ikke acceptere det niveau og den selvforståelse, der hersker i dele af systemet. Mig selv inklusive. Hvis ikke den offentlige ældrepleje i hjemmet eller på plejehjem løfter sig, vil uligheden, som vores regering så gerne vil bekæmpe, blive større. Vi, der har mulighed for det, vil søge private ordninger, der kan sikre, at vi bliver behandlet anstændigt, både hvad angår de fysiske forhold og hele tonen. Det er et Hjem med stort H. Ikke en arbejdsplads. De gamle er hjemme, og det er sådan, alt skal indrettes.

Mette Frederiksen gjorde sig til børnenes statsminister. Jeg vil foreslå, at hun også gjorde sig til de meget gamles statsminister. Der er behov for en kulegravning af hele området. Der er flere undersøgelser i gang om normeringer, som er vidt forskellige, men dette handler ikke kun om normeringer. For hvis mine oplevelser ikke er enestående, er der behov for at ændre indretning og mentalitet i hele plejesektoren. Der er behov for, at de ældre bliver omdrejningspunktet i de sidste år af deres liv, og det kan lade sig gøre.

Selvfølgelig er der dygtige, ansvarlige og hjælpsomme medarbejdere i plejesektoren, og dem har jeg også mødt. Men det er enlige svaler, og det er ikke udtryk for et samlet system – i den pågældende kommune.

Der er behov for en samlet indsats. Opgaven går ikke væk.

Vi bliver flere og flere ældre, og de næste generationer vil have både respekt og rødvin.

Tre nedslag fra ugen

Jesper Buch er alfahannen i 'Løvens hule', der sendte sit sidste program i denne sæson. Jesper har i denne omgang fået konkurrence fra Jacob Risgaard, nordjyden på fløjen. Det har ikke gjort programmet mindre interessant. Tværtimod. Selv om programmet handler om iværksætteri, millioner og drømme, er drivkraften stærke personligheder, der har små konflikter. Dommerne er de vigtigste i DR's fremragende program, og de gør det godt. DR har skudt papegøjen med dette realityformat, der fungerer, og som selv DR's kritikere elsker.

Martin Braithwaite scorede ugens pokal ud af det blå med en ny kontrakt med selveste Barcelona. Godt for ham og for dansk fodbold. Lad os bare glædes os over det, for som Martins mor Heidi siger hjemme fra Esbjerg: Et eller andet må han have gjort rigtigt. Alligevel begyndte en uskøn diskussion, om han er god nok og passer til Barcelonas spillestil. Jeg håber, at han lukker munden på alle sortseerne med masser af spilletid og mål.

Malou Reymann må være ugens navn, der også kom ud af det blå for den brede offentlighed. Hendes film 'En helt almindelig familie' er hendes debut som manuskriptforfatter og instruktør. Fra alle sider er den blevet rost, og så er den baseret på hendes egne oplevelser med en far, der skiftede køn, medens hun selv var 11 år. Det kan umiddelbart lyde som en alvorlig og tåkrummende oplevelse, men filmen roses for sin umiddelbare og naturlige håndtering af den livsændring. Dejligt for dansk film, at der kommer nye talenter frem.