I aftes så jeg sidste afsnit af serien om familien Asbæk og må indrømme, at jeg er fuldkommen forført af den familie.

Der er ingen tvivl om, at det også har været tilfældet for instruktøren Marie Skovgaard, hvis smil og betagelse man sagtens kan fornemme.

Det er der nogen, der har følt sig provokeret af, og serien har fået kritik for bare at være mikrofonholderi for familien.

Jeg tænker, at flere af kritikerne er fra den gamle journalistiske skole, hvor man satte en ære i at forholde sig kritisk og afstandstagende til sit emne.

Men det er ikke den skole, som en instruktør som Marie Skovgaard kommer fra. Hendes historie bliver ikke fortalt igennem kritiske spørgsmål og afsløringer. Derimod via et roligt undersøgende blik, der forsigtigt kigger med, så vi selv kan få lov at danne indtryk. Hendes figurer bliver skildret, som hun har oplevet dem, og som de har smittet hende.

Og for dem af os, der ikke er forargede over, at man har kunnet tjene fedt og leve rigt af og med kunsten, har det været en fornøjelse af være med.

Gu' er de krukkede og selvoptagne, men det er samtidig også det, som gør dem så elskelige og underholdende.

Sidste afsnit handlede om farmand Asbæk. Igennem de tre sønners fortællinger og kærlige stikpiller fik vi billedet af en fraværende far, optaget og opslugt af egne projekter – livet havde været på hans betingelser, og Patricia og børnene havde bare måttet følge efter.

De tre Asbæk-drenge ser ud til at have den slags relation, vi alle drømmer om at have med vores familie.
De tre Asbæk-drenge ser ud til at have den slags relation, vi alle drømmer om at have med vores familie.
Vis mere

Der var rigtigt nok ikke en interviewer, der angreb ham og stillede ham til ansvar for sit svigt. I stedet fik vi lov at betragte ham lidt på afstand, mens han med røde ører måtte kigge ned i dugen, da Pilou ved en bogoplæsning kom med sin udlægning af hans fravær. Det var et rørende øjeblik, som gav mig en af den slags små oplevelser, man selv kan have med sin egen familie, når man observerer dem, uden de ved det.

Den måde at fortælle historier på kan give en væsentlig mere effekt- og værdifuld oplevelse end den slags, der forcerer sit budskab. En egen opdagelse lever længere og gør større indtryk, men det kræver selvfølgelig lidt mere af seeren.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at have været inviteret med til et fandens godt middagsselskab, et af dem med god vin og gode samtaler – og går ovenikøbet hjem med lidt stof til eftertanke. – »Bebrejder vi vores forældre for senere i livet selv at måtte erkende, at vi ikke er et hak bedre?«

For dem, der hellere havde set en rettergang, hvor familien Asbæk var blevet straffet for at være lidt for misundelsesværdige, må det hele selvfølgelig have været en stor skuffelse.