Sommeren er over os, og det samme er et hav af festivaler og koncerter i alle former og afskygninger.

Det er en vidunderlig tid, hvor du nærmest ikke kan bevæge dig udenfor en dør, uden også at få mulighed for at se en eller anden form live optræden. Samtidig er det også en tid, som viser beviser hvor stor en mængde idioter, der egentlig går iblandt os, uden at vi selv egentlig tænker over det.

For der er noget over live musik, som på mystisk vis fungerer som en form for direkte indsprøjtning af idioti og dårlige manerer for nogle udvalgte mennesker.

Jeg er for eksempel 190 centimeter høj, og således har jeg fået den sælsomme gave altid kunne se væsentligt mere til koncerter end den gennemsnitlige danske mand, som måles til 181,4 ifølge DR.

Samtidig har jeg også fået den store glæde af konsekvent at skulle prikkes på ryggen op til hver koncert og høre sætningen ’du er altså meget høj, kan du ikke gå ned bagved, sådan vi også kan se.’

Svaret er altid simpelt – Nej, det kan og vil jeg ikke.

Det forbløffer mig altid, at nogle mennesker tager til koncerter med forventningen om, at hvor end de stiller sig, vil det øvrige publikum skille sig som moses skilte vandene, fordi det lige netop er vigtigst for dig at kunne se alt, der foregår på scenen i modsætning til alle andre.

Den samme type menneske falder også ind i kategorien med dem, som medbringer deres eget fine picnictæppe på festival og slår det ud flere timer, inden bandet går på. Som udgangspunkt en fin tanke – du vil gerne sikre dig en ordentlig plads og vil ikke sidde på jorden, der er fugtig fra andre menneskers urin og spildte øl. Til gengæld forfalder den fine tanke, når først koncerten starter, og du fortsat insisterer på at blive siddende, imens du jævnligt råber op til mængden rundt om dig og beder dem passe på ikke at trampe på din helt nye plaid fra IKEA til 79,-.

Når du så endeligt føler, at presset bliver stort nok, til at du ikke længere kan blive siddende på jorden, så kan du tilslutte dig den næste type af irriterende koncertgængere - telefonelskerne.

Jeg havde glæden af at være til koncert med Jay-Z og Beyoncé sammen med adskillige tusinde andre i parken i lørdags. Netop den koncert var et fint testamente til, hvordan halvdelen af publikum i komplet ekstase gang på gang skulle dokumentere, at de var til koncerten, og Beyoncé dansede rundt kun 100 meter væk.

Det er på sin vis fint nok, jeg kan godt forstå behovet for at dokumentere over for moster Olga, at du er til koncert. Men jeg kan love dig for, at hverken dine 175 følgere på Instagram, eller moster Olga for den sags skyld, har behov for at høre, at du kan synge falsk til alle Beyoncés sange og filme det samtidig.

Vi har i Danmark en smuk og rig koncert- og festivalstradition, hvor majoriteten er flinke og passer på hinanden, om du så står helt bagerst, eller midt i en mosh pit oppe foran scenen. Men desværre er der også fortsat, de som føler sig hævet over alle andre.

Hvorfor ikke tage armen om din sidemand- eller kvinde, skåle i lunken, flad fadøl og nyde musikken i fællesskab med dine medmennesker. Noget af det smukkeste ved at tage til koncert er, at vi kan nyde den samme musik og det samme øjeblik, ligegyldigt om du er tømrer fra Holsterbro, eller aktiemillionær fra Hellerup.

Hvis det så alligevel ikke er noget for dig, så bliv hjemme i stedet – ellers kan du altid følge med i koncerten på Instagram.