Klokken 20 i morgen aften sker det. Danmark går på banen i Rusland for at spille ottendedelsfinale ved VM mod Kroatien. Det er kun sket en gang før i dansk fodboldhistorie. Så det er ret stort.

Som kvinde skal man være forsigtig med at have en mening om fodbold - man risikerer at få et par verbale flade. For der er jo så meget, kvinder ikke forstår! Men jeg mener noget alligevel.

Og egentlig er det heller ikke spillet, jeg vil sige noget om. Det er de danske spillere og deres evne (eller mangel på samme) til at vise glæde og begejstring efter kampene til os, der sidder hjemme bag skærmene. Vist kan man ikke påstå, at det danske spil har været ’festligt’, men strategien med at være defensiv og trække tempoet ned virker perfekt. Det har jeg hørt eksperterne forklare om og om igen fra begge VM-studier på TV. Og uafgjort mod Frankrig var jo en sejr i denne sammenhæng, som jeg noterede mig en af spillerne sige med et afdæmpet smil på læben dagen derpå.

Efter 0-0 kampen mod Frankrig var der godt nok langt imellem smil og begejstring hos danskerne. Det virkede næsten som om, spillerne skammede sig over spillet. Men hey! Vi kom jo videre, og fodbold er en fest, ikke en begravelse. Den ’stakkels’ kvindelige livereporter fra DR kæmpede en hård kamp for at få lidt følelse og glæde ud af de udvalgte spillere, der fik taletid. Godt nok er der langt imellem de skarpe spørgsmål ved VM, og der er efterhånden lige så meget kliché over vendingen »hvad tænker du om det«, som der er over sportsjournalistikkens hadespørgsmål nummer 1:  »Hvordan føles det?«

Men kære venner, jeg har prøvet det selv. Det er ikke altid nemt at være opfindsom med en mikrofon, når opgaven lyder på, at girafferne sætte ord og følelser på. For sport og VM-fodbold er jo lige præcis følelser og drømme pakket ind i grønsvær, nationalflag og 11 mand, der skal fuldføre drømmen.

’En del af noget større’ lyder DBU’s slogan. Det lyder flot. Og det er vildt flot, at Danmark er nået helt til ottendedelsfinalen. Og når det er så stort – så VIS det. Smil og gør det helt op i øjnene. Spil med på legen, se journalisten og dermed os seere i øjnene. Og vigtigst af alt: Giv os lidt af jer selv og jeres følelser.

Jeg elskede klippet af Simon Kjær og hans kone efter kampen forleden, hvor hun omfavner ham med tårerne trillende ned ad kinderne. Tænk, hvis spillerne gav los på samme måde. Vi ved jo, at der er plads til begejstring og vilde sejrsråb i omklædningsrummet, så lad os få lidt af det ud i det fri. Med eller uden ’store patter’.

Elina Gollert og hendes mand, landsholdsspilleren Simon Kjær, efter kampen mellem Danmark og Frankrig. Vis mere

Jeg ved ikke, hvor fodboldstøvlen trykker. Måske har spillerne været på mediekursus i at sige så lidt som muligt. Måske har de bare for lidt tid sammen med deres koner og kærester, som en tidligere landsholdsspiller nævnte for mig forleden. Og enhver ved jo, hvilke underværker et kys og en tur på lagnerne kan gøre.

Fodboldlegenden Diego Maradona Vis mere

Og når alt dette er sagt om begejstring og indlevelse, så er der også en grænse for ’galskaben’. For at se den argentinske fodboldlegende Maradona give dobbelt fuck-finger og iagttage hele hans dekadente og småpinlige optræden på lægterne er hverken rart eller klædeligt – for ham eller fodbolden.

Men igen – der er jo så meget kvinder ikke forstår!