Min prægtige søn blev student denne sommer. Præcis 40 år efter mig og på nøjagtig samme gymnasium. Det er ikke tilfældigt. Vi bor nemlig i traditionernes epicenter, som ingen flytter fra, med mindre de går fallit eller fra forstanden.

Desværre døjer Hellerup med øgenavnet 2900 Happiness. Det stammer fra en kulørt tv-serie, hvor unge mænd i lyserøde poloer fræser rundt på Strandvejen i åbne Porscher og scorer blondiner med handskerummet fuld af fars 500-kronesedler.

Vi har det også i virkeligheden vældig godt i bydelen heroppe ved Øresund, der ligger en 200 kroners taxatur fra Rådhuspladsen i København. Men resten af kongeriget opfatter os beklageligvis som stokkonservative mennesker med havudsigt, aupair-piger og fordækte Ronaldoagtige formuer, der naturligvis stammer fra spekulation, sortbørs og skattely.

Vi bor ifølge folkeviddet i et omvendt Christiania. Et fristed for bourgeoisiets værste platugler. Historien beviser det: Hellerup er en enklave fra 1700-tallet, hvor bygherrer og købmænd søgte væk fra København, der flød med tiggere, affald og løse hunde i gaderne. Altså en flugt uden ansvar fra den kedelige side af virkeligheden. Sådan er det stadigvæk, får jeg ofte at vide.

Jeg har været til selskaber, hvor der fuldstændig går Enhedslisten i samtalerne, når det kommer frem, at jeg er fra Hellerup. Så bliver jeg rituelt skældt ud for at tilhøre et syndikat, der stjæler alle pengene fra kvoteramte fiskere i Thyborøn og arbejdsløse på Lolland. Og eftersom jeg er en nærtagende person, kan jeg godt føle medskyld for alle de uretfærdigheder, vi klæge kapitalister orkestrerer i vores lille reservat - Danmarks svar på Monaco.

Derfor roder jeg mig ud i bortforklaringer om, at jeg bor til leje, støtter Læger uden Grænser og genbruger mine plasticposer. Jeg kan også finde på i akut nødværge at påstå, at jeg både har stemt på de radikale og heppet på FC Midtjylland. Selvom det muligvis ikke er rigtigt.

Og på trods af, at vi har fine folk som Preben Elkjær og Bent Fabricius-Bjerre boende i Hellerup, forstår jeg på middagsselskaberne, at menneskeracen er bedre repræsenteret i for eksempel det momsforladte Vendsyssel. Her er beskedenheden og næstekærligheden ligesom himlen over Vesterhavet langt større. Det kan mange nordjyder rigtig godt lide at fortælle, når de altså ikke anklager os andre for storhedsvanvid og selvfedme. Eller hylder Harald Nielsen og Niels Hausgaard.

Sandheden er bare, at det er dejligt at bo i Hellerup. Jeg ved det bedre end de fleste, for jeg har gjort det i 43 af mine 59 leveår. Derfor kan jeg slå fast, at procentdelen af snobbede bedsteborgere og gedigne røvhuller kun er en lille bitte smule højere end i resten af landet.

Men vi ser anderledes ud – det medgiver jeg. De arketypiske Helleruppere er nemme at spotte. Mændene er iført røde sejlerbukser, tynde ruskindsko og har lidt for langt hår i nakken. Kvinderne ser, takket være pilates og moderne kirurgi, 15 år yngre ud, end de er - og manøvrerer med besvær deres enorme Range Rovere rundt i gaderne, som var det supertankere i havsnød. De afslutter gerne med at parkere fartøjerne på skrå hen over en cykelsti eller busholdepladsen. For her i Hellerup er p-pladser - ligesom skituren sydpå og sushi om tirsdagen - en menneskeret.

Bundlinjen er bare, at vi hverken er værre eller bedre end folk i Haderslev, Hobro og Hundige. Jo, vi er dygtigere til at spille tennis og drikke rødvin. Til gengæld kan vi hverken finde ud af at køre speedway eller malke køer.

Og lad mig til sidst hamre en pæl nede fra lystbådehavnen gennem fordommen om, at der ikke bor indvandrere i Hellerup. Det gør der skam. Du kan kende dem, fordi de kører i store sorte biler med tonede ruder og blå nummerplader. Til gengæld passer det ikke, at der er varme i fortovene om vinteren. Vistnok.