Har du mødt inkassoekspressen? Det har jeg, og jeg er rystet. Den 29. maj blev jeg truet med inkasso for første gang i mit liv. Brevet gav mig et ultimatum. Betal 737,93 kr., ellers ender du i retten, og det bliver dyrt.

Min ’ubetalte gæld’ skyldtes et enkelt ’ubetalt’ dameblad, der kom i halen af et stoppet abonnement. Bladet kostede 37,04 kr. Da bladvirksomheden påstod at have rykket mig tre gange, uden at jeg gad svare, var der tilføjet tre rykkergebyrer a 100 kr. til min gæld, og den var sendt til inkassofirmaet, som beregnede sig 400 kr. for at genere mig, desuden var der 89 øre i renter. Udgifter lige efter lovens bogstav.

Jeg blev paf. Jeg betaler altid, og for det meste til tiden. Hvad gik galt?

Samme dag protesterede jeg til inkassofirmaet over regningen. Jeg forklarede, at den første regning på 37,04 kr. blev betalt nogle dage for sent. Indrømmet, det var min fejl. Influenza og 40 i feber er ingen undskyldning for at betale for sent.

Derfor betalte jeg en gang til, da den første rykker kom midt i marts. Nu fløj 137,04 kr. ind på bladvirksomhedens konto flere dage før sidste frist. Jeg sendte også kopi af mine kontoudtog, så inkassovirksomheden kunne se, at pengene var trukket fra min konto. Desværre afviste inkassofirmaet min indsigelse, for kontoudtog ikke er 'kvitteringer.' Inkassoekspressen kørte videre.

Den 6. juni fandt jeg kvitteringerne elektronisk i netbanken. Den ’knap’ var ny for mig, da jeg aldrig før er blevet afkrævet et betalingsbevis. Sagen er jo, at forbrugere altid skal kunne bevise, at de har betalt for en vare eller en ydelse.

Det gør man bedst ved at vise en kvittering for betalingen. I gamle dage var det nemt. Kvitteringen fik man på posthuset eller i banken, når man betalte girokortet. I dag ligger kvitteringer elektronisk i netbanken. Det er nyttig viden.

Jeg sendte nu de juridisk gyldige kvitteringer til inkassofirmaet. Desværre dumpede et nyt brev ned i postkassen efter nogle dage. Betal 739,20 kr. eller ’vi mødes i retten’.

Mon de læser deres post? Næppe. Jeg var nødt til at protestere skriftligt to gange mere, minde om ’god inkassoskik-reglerne,’ ringe op og tale min sag, før der blev hevet i inkassoekspressens nødbremse. 15. juni blev sagen var sat i bero, mens de undersøgte mine kvitteringer, og 26. juni fik jeg besked om, at inkassofirmaet nu holdt inde med skydningen, og de beklagede ulejligheden. Sagen var slut.

Forbrugermoralen:

1) Du skal kun betale dine regninger én gang og kunne bevise det med en kvittering.

2) Du er desværre nødt til at bruge tid på at ’forsvare dig mod fejl og forkerte krav’. Det er irriterende og tidskrævende, for inkassovirksomheder tager åbenbart aldrig fejl. Men der er ingen vej udenom. Min mand foreslog, at jeg betalte igen bare for at få fred. No way. Jeg vil ikke betale igen, når bladvirksomheden har rod i bogholderiet.

I 18 år, mens jeg arbejdede i Forbrugerstyrelsen, rådgav jeg netop forbrugerne om, hvordan man siger fra over for forkerte regninger. Derfor kan jeg slet ikke tillade mig at give op, sige ’pyt’ og betale igen for fredens skyld. Hvad skulle andre forbrugere så sige?

Nu ser jeg frem til, at bladvirksomheden får tjekket bogholderiet og opdager, hvad du som læser allerede ved. Nu er det mig, der har penge til gode. Jeg har betalt 37,04 kr. for meget. Jeg har dog ingen planer om at rykke for pengene eller sende mit krav til inkasso. Livet er for kort til inkasso.