»Ord som 'bøsse' og 'gay' var noget, jeg skulle lægge øre til hver eneste dag. Trusler om vold og digital mobning var også en del af min hverdag.«
Sådan indledte Nicolaj Laue Juhl, politisk talsperson i LBGT+ Ungdom, da han gæstede B.T. Live. Nicolaj Laue Juhl har selv været LGBT+-elev. Han oplevede en folkeskoletid, hvor skældsord var hverdagskost, fordi han var LGBT+-elev.
»Vi taler om, at mere end hver anden LGBT+-elev har udført selvskade, mere end hver anden har eller har haft selvmordstanker, og eleverne føler sig seks gange mere ensomme end andre elever.«
Debatten kom i kølvandet på en rapport, som LBGT+ Ungdom og LGBT+ Danmark har udformet i forbindelse med folkeskolernes årlige fokus på seksualundervisning i uge 6. I år hedder kampagnen 'Lige køn leger bedst'. Rapporten, der viser nogle opsigtsvækkende tal, kommer vi ind på senere.
Hvordan har de personlige oplevelser påvirket dig – for eksempel at blive råbt bøsse efter som et skældsord?
»Det har jo en voldsom konsekvens for ens identitetsudvikling, for når man oplever, at ens seksualitet bliver udstillet som et skældsord, så har man ikke lyst til at fortælle de andre elever, hvem man er, og dermed har det en ekstrem påvirkning på ens psykiske trivsel og på ensomhed, når man bliver udsat for noget lignende, jeg er blevet udsat for.«
Hvorfor er det så slemt, at man lige siger 'bøsse' eller 'lebbe', når man sidder i klasselokalet eller spiller fodbold i gården?
»Når man bruger ord som 'bøsse' og 'lebbe' som skældsord, er det diskrimination, for når du bruger en seksualitet som et skældsord, så udskammer du en seksualitet i stedet for at naturliggøre den.«
Den føromtalte rapport viser, at Nicolaj Laue Juhl bestemt ikke er alene med sine oplevelser. Rapporten viser blandt andet, at 93 procent af LGBT+-eleverne oplever homofobiske og transfobiske skældsord i skolen. Du kan se flere statistikker i rapporten her.
I debatten kommer Nicolaj Laue Juhl også ind på, hvad vi kan gøre for at gøre op med problemet.
»Noget af det aller vigtigste er at have en åben samtale i klasselokalet. Skældsord og mobning sker på grund af en alt for stor uvidenhed.«
Hvad med forældrene. Har de ikke også et ansvar?
»Hjemmet har en enorm stor indflydelse. Der, hvor vi dannes og opdrages, skal vi selvfølgelig også lære om, at det at have forskellige seksualorienteringer og kønsidentiteter er en del af vores samfund. Vi skal have snakken ind i spisestuerne.«