Fore fire år siden åbnede min mand og jeg efter mere end 20 års ægteskab vores forhold op og har begge haft flere kærester ved siden af vores ægteskab. Mange ville måske tro, at det ville føre til lavere selvværd hos mig, at han ser andre kvinder end mig, men på trods af, at jeg har skulle arbejde med min jalousi, har det har været lige modsat.

Ønsker vi at være lykkelige, glædesfulde, frie, modige og elsket? Øh, ja, hvem gør ikke det? Så lad os starte, fortsætte og slutte med at elske os selv! For hvordan kan vi forvente, at andre kan, hvis vi ikke taler pænt til os selv og anerkender os selv, som vi er? At åbne vores forhold op for andre partnere har været en vigtig del af den rejse for min mand og jeg.

Der er mange veje til at opnå sand tilfredshed med sit liv her på jorden. Jeg har opdaget, at den måde, jeg bedst heler mine sår, usikkerhed, angst og utilstrækkelighedsfølelse på, er gennem mit parforhold.

Men et polyamourøst liv med sin partner er på ingen måde egoistisk – det er egoistisk IKKE at gøre sit liv glædes- og meningsfyldt.

Igennem 22 år har min mand og jeg valgt at være på den rejse, med store bump, små omveje, smukke udsigtspunkter, irriterende vejarbejde, solskinsdage på Margueriteruten, trafikpropper, og hyggelige søndagsudflugter. Vi har altid villet finde tilbage til hovedvejen, hvor vi – i store træk - har overholdt hastighedsbegrænsningerne sat af det omgivende samfund.

Indtil for fire år siden var vi sådan set godt tilfredse med vores liv. Vi arbejdede hver især med vores passion, havde fået ryddet op i basale sår fra barndommen i terapi, børnene var blevet store, hyggesex onsdag og lørdag og et par korte få utroskabshændelser. Men en dag blev jeg forelsket i en mand på et dansekursus, som jeg gladeligt og forvirret kom hjem og fortalte min mand.

Det åbnede op for et liv med spændende parallelveje, interessante mindre biveje og blindgyder, som vi i vores vildeste fantasi ikke kunne have forestillet os. Ved at have flere parallelle kærlighedsforhold valgte vi at få speedet op for oprydningen af gammelt skidt i gearkassen, benzintanken og handskerummet. Batteriet er blevet genopladet. Der var meget få, der havde kørt i det landskab før, så kun enkelte groft skitserede kort var mulige at anskaffe.

Jeg har været høj af at få flere andre mænds beundring og bekræftelse. I en periode var jeg umættelig – fordi jeg ikke troede, jeg var god nok, som jeg var. Men mit bagagerum kunne ingen mænd nogensinde fylde op for mig. Jeg har været i dyb angst over at miste min mand, fordi jeg ikke troede, jeg var god nok, og det rum kunne min mand heller aldrig fylde op for mig. Jeg har forstået SELV at tage mere og mere af den bagage med, jeg i sandhed havde brug for, for at kunne elske mig selv og andre.

De dybe relationer, jeg har haft til andre mænd, har udvidet mit indre landkort, og min kvindekrop er blevet elsket på nye måder. Og jeg har mærket den dybeste kærlighed til min mand, så jeg VILLE kunne give ham den glæde og gave at mærke andre skønne kvinder i dette liv.

Har det været let og lige ud ad landevejen? Nej. Har det været vild kørsel og hængende ud over en afgrund? Ja. Har det været rutsjebane op på de højeste tinder og de dybeste dale? Ja. Har det været sindig landevejskørsel i provinsen? Til tider.

Det har været det hele værd. I dag føler jeg, jeg står gladere, roligere, friere, mere tilfreds og  mere indfølende med mig selv og andre end nogensinde før – og tænker og mærker det meste af tiden; at jeg er god nok!

Og min rejse fortsætter, for fortidens stemme hvisker stadig jævnligt sin hæse overbevisende falske budskab: Du er ikke god nok. Men vi ER gode nok – det er derfor, vi er blevet sat på denne jord.

Ved at sætte kærligheden fri har jeg aldrig oplevet mere kærlighed til mig selv og andre.