Januar er en lortemåned! Den er kold, mørk og trist, og for at gøre ondt værre er det af en eller anden ufattelig dårligt planlagt årsag også den måned, hvor alle årets store regninger forfalder.

Det er en måned, man snildt kunne flå ud af årskalenderen, uden at nogen ville savne den. Og faktisk var der også engang, hvor der slet ikke var en januarmåned i kalenderen!

Personligt har jeg altid syntes, at vinteren er ekstremt dårligt tilrettelagt. Hvorfor insisterer vi for eksempel stadig på at presse julen ind i december, hvor den altid kommer bag på os og forløber så hurtigt, at vi slet ikke når at nyde den?

Julen er jo en skøn tid – et overflødighedshorn, der byder på så mange hyggelige, sjove og festlige traditioner og aktiviteter, men som næsten ingen af os rigtig når at udnytte, fordi det hele skal gå så stærkt. Og hvorfor egentlig, når det eneste, vi skal, er at nå frem til januar, hvor der ikke sker en skid!?

Man kunne med stor fordel forlænge julen ind i januar og for eksempel fejre juleaften 24. januar i stedet. Nytårsaften kunne så ligge i februar, og på den måde ville vi også få en chance for at smide noget af julefedtet, inden man skulle ned i nytårskjolen.

Hvis du synes, det lyder blasfemisk, så bør du huske, at julen faktisk ikke altid har været forbundet med Jesu fødsel. Vikingerne fejrede 'Jol' længe før kristendommen gjorde. Dengang var det en hedensk drukfest, der i øvrigt lå ved midvinternat 19.-21. januar.

Hvis du holder fast i det med Jesu fødsel, bør du måske også lige tage med, at der faktisk er ret stor usikkerhed omkring den dato. Nogle mener eksempelvis, at det er den 6. januar, andre at det var i marts/april.

Dertil kan du så lægge, at man ikke altid har fejret nytår 1. januar. De gamle romere fejrede for eksempel nytår om foråret, hvor naturen begyndte at spire, og den første romerske kalender havde kun 10 måneder. Januar og februar indgik simpelthen ikke og kom først senere.

Vikingerne holdt Jol før vil holdt Jul - her er det billedet fra en fest i serien Vikings på HBO
Vikingerne holdt Jol før vil holdt Jul - her er det billedet fra en fest i serien Vikings på HBO
Vis mere

Hvis du så tænker, at det ville være helt umuligt at koordinere med de andre lande, så kig bare på kineserne. De har deres eget kalenderår og fejrer nytår 26. januar. Ikke en dum dag, faktisk.

Så det står altså ikke skrevet i sten, at højtiderne skal ligge, hvor de gør. Og nu, hvor man alligevel har flyttet sommerferien, hvorfor så ikke også rykke lidt på jul og nytår?

Ved at skubbe højtiden lidt frem ville hyggen, glæden og festen kunne hjælpe os igennem flere af de her triste, mørke måneder.

Og nu vi er ved planlægning, kunne Skat så ikke flytte betalingerne af ejendomskatten til en måned, hvor vi ikke alle sammen er helt i knæ efter at have købt os fattige i julegaver, så vi kunne have lidt at gå på januarudsalg med?