En lårkort nederdel og direkte udsigt til kavalergangen, så beder kvinden groft sagt selv om at blive voldtaget, hvis hun er i byen.

Den mening gjorde seeren Jan Von Hage Pedersen klar, da B.T. Live havde voldtægtsmyter på programmet.

»Kvinder spiller tit op i byen og klæder sig udfordrende. De skal også tænke på, hvilke signaler de sender, når de går i byen,« skriver Jan Pedersen på B.T.s Facebook-side.

Og det er netop en voldtægtsmyte, som flere tusinde unge er blevet spurgt om i en undersøgelse fra Aarhus Universitet. Altså om kvinderne selv beder om problemer, når de er udfordrende klædt på.

Her viser svarene, at de unge danske mænd har rykket sig på området, da færre mener, at kvinderne selv er ude om det. Men Jan Pedersen har dog ikke fulgt den udvikling, og det fik Louise Kjølsen, også kendt som Twerkqueen, til at sende en kommentar af sted mod Jan Pedersen og de unge, der har samme holdning, da hun var gæst hos B.T. Live.

»Kan vi lige understrege, at medmindre jeg går i byen med en T-shirt, hvor der står: 'Jan, lige præcis dig. Jeg vil sindssygt gerne have sex med dig', så sender mit tøj faktisk ikke nogen signaler.«

»Det svarer sådan set til, at jeg sagde: 'Jan, jeg må sådan set gerne stjæle din bil, hvis du har købt en lækker rød sportsvogn. Måske en Mercedes eller BMW, for så har du selv bedt om det. Du skal ikke stå der og lokke med, at du parkerer den ude på gaden. Jaja, den var låst, men hvorfor har du ikke sat den ind i parkeringshuset?'« siger Louise Kjølsen.

En anden voldtægtsmyte, der indgår i undersøgelsen, er de unges holdning til, om det er en voldtægt, hvis kvinden ikke har sagt nej til sex. Og her viste undersøgelsen, at hver femte unge mand ikke mener, at det er en voldtægt på trods af den nye lovgivning om samtykke.

Og det syn har Jan Pedersen ligeledes.

»Ikke at sige fra er at give tilladelse. Kvinderne har et ansvar også.«

»Vær klar i mælet, og lad være med at drikke dig så fuld, at man ikke ved, hvad man skal gøre, og så man kan sige fra,« skriver han.

Jan Pedersens holdning og undersøgelsens resultater vækker bekymring hos Louise Kjølsen.

»Jeg tænker oprigtigt, at det er skræmmende. Det viser noget om, hvor dårligt klædt på folk er til at begå sig seksuelt.«

»Jeg tror ikke nødvendigvis, at de her mænd er onde mennesker, uvidende eller koldblodige. Jeg tænker, at det her er nogle budskaber, vi har som samfund fortalt dem om. Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi får formuleret en langt bedre seksualundervisning, så alle bliver bedre klædt på at have sex på en empatisk og samtykkebaseret måde,« siger hun.