Målt i antal døde blegner terrorangrebet i New York 11. september 2001 sammenlignet med de overgreb, krig og terror, der er begået andre steder i verden de sidste 20 år.
Det var symbolikken, der var så ekstraordinær stærk. At bruge Vestens egne luksusprodukter – passagerfly – som dødelige våben mod os selv. At nedlægge World Trade Center, to af de mest potente symboler på den kapitalistiske verdens dominans, var bestialsk, men dygtigt tænk af terroristerne.
Angrebet var samtidig en fælde, vi næsten ikke kunne undgå at træde i. Så stort var chokket, så enorm var vreden, at den efterfølgende krig mod terror var en naturlig reaktion. Vi søgte hævn, og vi har brugt de sidste 20 år på at få den.
Fælden lå i, at netop Vestens voldsomme reaktion med krigene i Afghanistan og Irak medførte endnu flere døde og skabte endnu større vrede mod os i det, vi kalder den muslimske verden, og at det ligesom kviksand viste sig nærmest umuligt at komme ud igen, når man først var inde.
Det var lige præcis den reaktion, terroristerne søgte. Den vise sig at give grobund for det had, som terrorister lever af.
Jeg er lige kommet hjem fra Pakistan, og det overraskede mig, hvor meget sympati der blandt almindelige mennesker var for Talibans kamp mod det, de ser som Vestens hårdhændede og korrupte dominans. Vi ser os selv som forsvarere for demokrati og kvinders rettigheder. De ser os som imperialister, der vil styre verden.
Taliban er ikke ISIS eller al-Qaeda, men de deler hadet mod Vesten med de globale jihadterrorister. Det virkeligt ulykkelige er, at truslen mod Vesten nu er mindst lige så stor, som den var, før vi gik i krig.
Jeg har i år interviewet både Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen, der begge spillede en vigtig rolle som aktive støtter for USAs krigsinitiativ dengang. Jeg spurgte dem, om ikke de fortryder iveren efter at gå i krig. Det gør de ikke, sagde de til mig, men jeg gad vide, om de alligevel ikke gør det lidt allerinderst inde?
For det er meget svært at se, hvad vi har fået ud af de tusinder af milliarder af kroner og ikke mindst de mange mistede menneskeliv, det har kostet at føre krig.
Joe Bidens tilbagetrækning fra Afghanistan var på mange måder katastrofal, men tanken om at starte et nyt kapitel, hvor vi ikke binder alle vores kræfter på at kæmpe mod skygger i fjerne lande, er en nødvendighed.
Den store forskel på 2001 og i dag er Kinas position i verden. Dengang var Kina en supermagt på vej. Mens vi har sloges med islamister i fjerne lande, har Kina vokset sig endnu større, rigere og mere truende.
Vi mod det store showdown mellem Kina og Vesten. Hvad man end måtte mene om Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen, så tror jeg, at de har ret i, at det er bydende nødvendigt, at Vesten får skabt en fælles front mod Kina.
Og så er der USA. Det er svært, her 20 år efter, ikke at se de to tårnes fald som et varsel om afslutningen på USAs rolle i verden. Vi har i solidaritet med dem kæmpet amerikanernes kampe de sidste 20 år, men Bidens tilbagetrækning varsler en ny verden, hvor USA vil spille en langt mindre aktiv rolle som verdens politimand.
Vi har brug for at vaske tavlen ren og for alvor at lade angrebet på New York glide over i historien. For næsten alt, vi har foretaget os siden udenrigspolitisk, er sket i skyggen af de brændende tårne. Det har gjort os blinde for en verden i hastig forandring, og denne blindhed truer nu Vesten og selve demokratiet.
Vi skal turde stole på vores værdier og begreber om frihed og lighed, og vi skal rette opmærksomheden mod de kræfter, der virkelig truer os nu. Verden er blevet farligere som følge af den tabte krig i Afghanistan, men den virkelige fare mod Vesten kommer ikke derfra.
De næste 20 år bliver en dyst mellem Vesten og Kina. Den bliver forhåbentlig ikke militær, men det kan ikke udelukkes, at det kan ende i krig. Europa kan spille en afgørende rolle for at sikre, at det bliver en konkurrence på dygtighed og ikke på våben, men det kræver, at vi kan stå på egne ben.
