B.T. i Tyrkiet - Selvom vestlige ledere ikke vil sige det direkte, så er der næppe nogen tvivl om, at man i Washington, København, Berlin og Bruxelles søndag aften sidder med krydsede fingre og svedige håndflader.
Skulle det lykkes for udfordreren, Kemal Kılıçdaroğlu at sikre sig over 50 procent af stemmerne i første runde og vippe præsident Erdogan af pinden, vil meget nemlig ændre sig i verden – til Vestens fordel vel at mærke.
Ud fra selviske motiver, har Ruslands Putin og Tyrkiets Erdogan de seneste år i stigende grad nyt gavn af hinanden. Rusland er Tyrkiets vigtigste handelspartner, og billig, russisk naturgas, er en af de trumfer, Erdogan har kunnet spille overfor sin egen befolkning, der lider under hans fatale, fejlslagne økonomiske satsning med at sænke centralbankens rente midt inflationskrisen. Inflationen i Tyrkiet var på et tidspunkt vanvittige, 86 procent, og er forsat ude af kontrol.
Putin har nydt godt af, at Erdogan ikke har villet vælge side og indføre sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine. Putin og Erdogan har et komplekst venskab. Begge mænd har gjort deres for at undergrave de demokratiske principper og har positioneret sig som i stigende grad eneherskende. Hvis Erdogan taber søndag, så har Putin et alvorligt problem.
Kemal Kılıçdaroğlu har nemlig lovet at genindføre en række af de demokratiske tiltag, som Erdogan har fjernet, samt at trække Tyrkiet mod Vesten og Europa.
Tyrkiet er an af verdens 20 største økonomier. Derudover er man bogstavelig talt broen mellem Europa og Asien og Mellemøsten. Der er udsigt til bedre samarbejde med EU og NATO i forhold til Mellemøsten og, ikke mindst Rusland.
Men måske vigtigst af alt, så vil en sejr for koalitionen mod Erdogan vise, at det er muligt med demokratiske midler at vinde over de stærke mænd, der i stigende grad søger at knægte demokratiet i egen favør.
Recep Tayyip Erdogan har ikke altid udvist disse autokratiske tendenser. De første ti år af sine tyve år ved magten blev han af Vesten betragtet som en spændende fornyer af Tyrkiet, der på trods af sin dybe, religiøse overbevisning bragte velstand til sit land.
Gradvist udviklede han sig dog til en leder, der ikke tålte modsigelse. De tyrkiske fængsler er i dag fulde af dem, der har turdet at stå op imod ham, han kontrollerer med hård hånd størstedelen af den tyrkiske presse, der er ejet af hans venner.
Nu kan han ryge på porten. Gør han det, er det en sejr for både Tyrkiet og Vesten. Valget i Tyrkiet føles som et skæbneøjeblik midt i en voldsom og meget uforudsigelig tid.
